Telekoncernen TDC opnåede i 2003 en stærkere indtjening end forventet, oplyser koncernen i forbindelse med årsregnskabet.

Resultatet før afskrivninger steg med knap syv procent til 15,3 mia. kr., mens det endelige resultat før engangsposter blev et overskud på knap 2,5 mia. kr., svarende til en stigning på knap 14 procent.

Omsætningen faldt med knap to procent til 50,3 mia. kr.

- I 2003 opnåede vi et resultat før afskrivninger, der var bedre end forventet. Dette er frugten af de effektiviseringer af driften, vi har gennemført, siger koncernchef Henning Dyremose, TDC.

Han peger på, at koncernen har forsvaret sin position på det danske mobilmarked. Desuden er man tilfreds med fortsat succes på bredbåndsmarkedet.

TDC forventer, at omsætningen i år netto når op på 50,9 mia. kr., svarende til en stigning på 1,3 procent. Årets resultat før engangsposter ventes at stige fra 2,5 mia. kr. i 2003 til 2,75 mia. kr. i 2004.