Skibsrederne forstår ikke regeringens smøleri om fortsat hjælp fra krigsskibet Absalon i Aden-bugten. Fire dansk-drevne skibe har været kapret på halvandet år.

Med regeringens politik om Danmark som verdens førende søfartsnation, kan det ikke være så vanskeligt at prioritere en forlængelse af krigsskibet Absalons pirat-kamp. Det mener skibsrederne i Danmarks Rederiforening, som dermed er direkte uenig med forsvarsminister Søren Gade (V).

- Vi synes ikke, at det kan være så svært at foretage den prioritering. Danmark er verdens tredjestørste søfartsnation målt på den tonnage, vi håndterer. Og hvis politikerne mener noget med, at Danmark skal være verdens førende søfartsnation, kræver det vel også, at man bidrager til at beskytte den vigtige vandvej mellem øst og vest for handelsflåden, som mange danske og dansk-drevne skibe benytter, siger Jan Fritz Hansen - vicedirektør i Danmarks Rederiforening til Ritzau.

Regeringen er splittet i spørgsmålet om at forlænge krigsskibet Absalons indsats mod pirater. De Konservative og regeringens støtteparti Danske Folkeparti er parate til at forlænge Absalons indsats efter den 12. januar. Forsvarsminister Søren Gade (V)

mener, at Danmark ikke kan være allevegne, og at ressourcerne bør prioriteres.

- Det er helt afgørende for os, at Danmark selv deltager med et krigsskib. Absalon har ydet en super indsats, og det vil lyde hult og sende et kedeligt signal, hvis en af verdens store søfartsnationer trækker sig ud af kampen mod piraterne, siger Jan Fritz Hansen.

Fire dansk-ejede og danskdrevne handelsskibe har inden for det seneste halvandet år været kapret af sørøvere ud for Somalias kyster.

/ritzau/