Mange tror, at kønne mennesker får bedre job, og derfor vælger stadig flere danskere at lægge sig under kniven. En helt ny type kunder sidder i kirurgernes venteværelser i disse år. Folk, som mener, at de bliver nødt til at se bedre ud for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet.

- Der er folk, der gør det for at bevare det job, de har og andre, der bliver opereret for at forbedre deres muligheder for at få et nyt, siger plastikkirurg Finn Worm Knudsen fra Scanstadklinikken i Malmø.

Han oplever flere og flere patienter, som siger, at det er deres chancer for job, der er grunden til, at de gerne vil opereres.

Og det er altså ikke kun skuespillere og fotomodeller, der er afhængig af deres udseende på jobbet. Også helt almindelige danskere med helt almindelige job får glattet rynker og rettet øjenlåg for at være mere attraktiv arbejdskraft.

- Kønne mennesker får bedre job. Så enkelt lyder det fra Per Bjerregaard, formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, Han bekræfter tendensen til, at flere og flere af os vælge at få rettet lidt hist og her for få det job, vi drømmer om.

- Vi er længere på arbejdsmarkedet, og derfor skal vi altså også helst se ordentlige ud. Det er in at være ung, siger han.

Samme tendens ser speciallæge Benedikte Thuesen fra Københavns Privathospital.

- Vi gider ikke blive overhalet indenom af de unge hurtigkørende, fordi de ser mere vågne og smarte ud. Vi vil gerne se friske og veloplagte ud for så sælger du dig selv bedre på jobmarkedet.