Junckers har får den bedst mulige løsning ved at sige ja til at blive overtaget af selskabet Axcel. Det var den generelle holdning blandt både ledelse, bestyrelse og tillidsrepræsentanter, da der fredag morgen blev afholdt informationsmøde på virksomheden i Køge.

Direktør Flemming Viskum forstår godt, at de ansatte har været frustrerede: - Først har vi afskediget 166 af deres kolleger, de har accepteret at måtte gå fem procent ned i løn, og så har de jo også måttet acceptere, at værdien af deres aktier er blevet lig nul. Det er rart for dem, at der er en afklaring, siger Flemming Viskum.

De tre største aktionærer ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og BankInvest allerede har sagt god for Axcel, men hvorvidt Junckers Industrier A/S nu er reddet, vil Flemming Viskum ikke sige noget om.

- Vi betragter det her som løsningen, men det kan først slås endeligt fast efter generalforsamlingen, siger han.

Om resten af aktionærerne vil acceptere en nedskrivning vil vise sig, når der i løbet af marts formentlig bliver afholdt en ekstraordinær generalforsamling. Alt tegner dog til, at Axcel vil få grønt lys.

Om alle de nuværende medarbejdere får lov til at være med fremover, eller om nogle skal fyres, har man ikke set på endnu, siger Axcels administrerende direktør, Christian Frigast.

- Vi vil ikke udstede nogen garanti, for der kan hurtigt opstå en anden situation. Men der er ikke nogen planer om fyringer nu, og på lang sigt vil vi muligvis kunne ansætte flere, for vi vil jo gerne øge produktionen, siger han.

Siden 12. november i fjor, hvor Junckers gik i betalingsstandsning, har de ventet på en afklaring af fremtiden for dem selv og virksomhedens omkring 850 ansatte, som i flere måneder ikke har vidst, om deres arbejdsplads bestod.