Den danske film "Små ulykker" vandt i dag Blue Angel-prisen for bedste europæiske spillefilm på den internationale filmfestival i Berlin. Det oplyste Zentropa i en pressemeddelelse.

Prisen på 50.000 euro - ca. 372.000 kr. - bliver uddelt til minde om Marlene Dietrich, og den går til hele det kreative hold bag filmen.

Det er instruktøren, Annette K. Olesens debutfilm, og hun er sammen med producent Ib Tardini og skuespiller Maria Würgler Rich taget til Berlin for at modtage prisen. Den overrækkes officielt i aften i Berlinale Palast.

Også den danske børnefilm "Klatretøsen" bliver søndag hædret ved filmfestivalen i Berlin.

Den modtager børnejuryens særpris, Special Mention, der gives til en film, der udmærket sig specielt, og som er en sidepris til den officielle, Krystalbjørnen.

Det oplyser produktionsselskabet Nimbus Film i en pressemeddelelse.

/ritzau/