Kapring af skibe er en fed forretning for piraterne. Løsesummerne nævnes typisk til mellem 5 og 12 millioner kroner afhængig af skib.

Søfolkene om bord på de kaprede skibe er typisk gidsler i 60-80 dage. Det siger direktør i Clipper Projects Per Gullestrup.

- Det er en forretning for piraterne. Der er forskellige klaner, der kaprer skibe, men længden af kapringen er typisk på mellem 60 og 80 dage. Men der er også skibe, hvor det tager meget længere tid, siger Per Gullestrup, der selv har haft et skibet CEC Future kapret i 68 dage.

Når forhandlingerne om løsesummen er klaret, dumpes løsesummen oftest fra et lille fly. Løsesummen er hemmelig, men ifølge forlydende ligger den oftest på mellem 5 og 12 millioner kroner - afhængigt af hvad det er for et skib, de stærkt bevæbnede sørøverne har fået fat i. Men piraterne har dog også udgifter til kost og narkotika.

- Piraterne får leveret frisk khat to gange om dagen, ellers gider de ikke tygge det. Når skibets lager af fødevarer slipper op, kommer skibshandleren om bord med fødevarer i form af levende geder og får samt pasta, ris mel og ris til kokken. Piraterne forstår godt cost benefit - det skal tage lidt tid men ikke for lang tid, siger Per Gullestrup.

Da Clipper-skibet blev frigivet, observerede søfolkene om bord, at piraterne betalte skibshandleren. Ifølge Per Gullestrup var det et beløb, der svarer til mellem 1,1 og 1,4 millioner danske kroner.

Ved andre skibskapringer har piraterne ribbet skibet for al værdi i form af elektronisk udstyr og mobiltelefoner. Det skete eksempelvis ved kapringen af det danske skib Danica White i 2007.

- Vi troede også, at de ville tage mobiltelefoner og laptops, men det gider de ikke mere, fordi de er så velhavende nu, at det er uinteressant med en brugt mobiltelefon. Og en laptop - som de sagde til vores besætning - den kan kun bruges til at åbne kokosnødder med, siger Per Gullestrup.

/ritzau/