Falck har vind i sejlene. Omsætningen nåede 2,6 mia. kroner og overskuddet er steget med 56 procent i årets seks første måneder. Men ambulancetjenesten halter.

Den gamle redningstjeneste Falck er i fin økonomisk form en lille måned før selskabets 100-års fødselsdag. Tirsdag præsenterede selskabet et halvårsregnskab, der viser fremgang over hele linjen. Omsætningen er vokset med 11,5 procent til 2,6 milliarder kroner, og overskuddet før skat er gået frem med 56 procent til 194 millioner kroner.

Koncernchef Allan Søgaard glæder sig over, at fremgangen gælder alle Falcks fire forretningsområder henholdsvis bilassistance, redning, healthcare og træning, og hovedparten af de 12 lande, som Falck er til stede i dag. Eneste minus er ambulancedriften i Danmark, hvor Falck ikke længere tjener penge.

- Ændringerne i sygehusstrukturen med færre akutte sygehuse betyder, at vi kører færre men længere ture. Og det en dårlig forretning, fordi vi får betaling for antallet af ture, siger Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen til Ritzau.

/ritzau/