Køberne står på spring med den helt store pengepung fremme, når det gælder danske datingsites. Virksomhederne øger årligt overskuddet på de kærlighedshungrende.

' Jeg søger nogle søde piger, som er med på lidt af hvert', står der i en profil på scor.dk's hjemmeside. På dating.dk er tonen mindre vampet. Her søger folk den eneste ene.

Men begge dele er der penge i. Måske endda milliarder. Freeway Koncernen, der står bag dating.dk og en lang række andre websites og profiler, som arto.dk, trendsales og dkbn.dk, er i eksplosiv vækst og forventer en fortjeneste i 2007 før skat på 30 millioner kroner. Sidste år var det tal 10 millioner og for bare fem år siden to millioner.

- Det er jævnlig folk, der tilbyder at købe os, og budene bliver højere og højere. Senest blev vi tilbudt 600 millioner kroner, og det sagde vi nej til, siger Morten Wagner.

Den samme tendens ser man i regnskabet for Scor ApS, der står bag scor.dk. Ejer Lars Carstenlund-Svendsen ønsker at holde tallene for 2007 tæt til kroppen, men siger, at det ser bedre ud end året før. Grunden til hemmelighedskræmmeriet skyldes en massiv ekspandering i udlandet i starten af 2008.

- Vi er i en generel vækstfase. Om fire år forventer vi at ligge i top tre på den internationale scene inden for erotisk dating. Lykkes det, så taler vi om et milliardoverskud, siger Carstenlund-Svendsen.