Den portugisiske storbank Banco Espirito Santo køber sig ind i den danske Saxo Bank. Salget af fem procent af banken skæpper i ejernes kasse.

Den privatejede danske Saxo Bank får ny storaktionær. Den portugisiske storbank Banco Espirito Santo Group (BES Group) og finansselskabet Espirito Santo Financial Group (ESFG) køber frem procent af aktierne i Saxo Bank med option på at købe yderligere fem procent i løbet af de næste fem måneder.

Samlet betaler portugiserne 62,5 millioner euro for aktierne i banken - det svarer til 465 millioner kroner. Og de tre bankejere med grundlæggerne Kim Fournais og Lars Seier Christensen som hovedaktionærer og den amerikanske kapitalfond General Atlantic kan se frem til en pæn check.

Det er ikke første gang de to danske direktører sælger fra af deres bank. I 2005 kom General Atlantic til. Her købte amerikanerne 25 procent af den danske investeringsbank for 728 millioner kroner.

Saxo Bank er i dag værdisat til 1,26 milliarder euro svarende til 9,4 milliarder kroner.

/ritzau/