Dannebrog og Stars and Stripes blafrede i sol og blæst

5000 mennesker mødte mandag op under en skyfri himmel i Rebild Bakker for at fejre den 4. juli - USAs nationaldag. Et antal som Rebildselskabets generalsekretær, Lars Høgh Hansen, var meget tilfreds med.

- Det er ubetinget flot at så mange møder op en mandag, siger han.

Årets hovedtalere var danskamerikaneren Jakob Nielsen, som er en af de mest efterspurgte internet-guruer i staterne og det meste af verden. Den danske hovedtaler var teknologi- og videnskabsminister Helge Sander.

/ritzau/