Randers FC er Superligaens nummer tre, inden foråret starter. Men anerkendelsen, vi får fra omverdenen står ikke mål med den placering og de resultater, vi har skabt.
Anerkendelse i sig selv er ikke et mål for mig. Det generer mig ikke, at den ikke er der. Men spillerne fortjener et klap på skulderen for det, de har gjort i denne sæson.
Vi må acceptere, at det er FC Midtjylland, Brøndby, FCK og AaB, der er i søgelyset. Det sårer mig ikke, men man kunne være mere respektfuld overfor en klub som Randers. Sådan er det bare ikke.
Lige nu burde folk være positive. Positive på grund af den sæson, vi har gang i. Vi fortjener kreditten. Men vi får den ikke. Tværtimod er medier og iagttagere kritiske så snart vi taber en kamp.
Der findes ikke meget værre, end hvis du ikke får den anerkendelse, du fortjener, når det går godt - men modsat bliver kritiseret i stykker, når det ikke kører. Den slags er hårdt.
Mine spillere er heldigvis glade. Glade, når de ser på tabellen. De kan se på den, ranke ryggen og sige ’ hey, vi gør det godt’.
De kan se, at vi gør det godt, og det er der heldigvis også andre, der kan. Vi bliver anerkendt af fodboldfolket. Altså af agenter, talentspejdere og trænere. Ordet spreder sig, om at vi har gang i noget godt.
Kan vi vinde Superligaen? Folk vil sige nej. Og lige nu har de sikkert ret. Men hvordan bliver vi så anerkendt af medier og iagttagere? Den eneste måde er ved at fortsætte vores fremskridt. Og selv dér vil det måske ikke ske.
Det vigtigste er at vinde kampe. Det er vigtigere, end at blive anerkendt i medierne Men vi har et mål. Vi vil få folk til at åbne øjnene og til at respektere os. Dette er min tredje sæson. I min første sæson blev vi nummer tre og var i pokalfinalen, sæsonen efter var lidt under standard af flere årsager – og i år ligger vi igen godt til.
Vi er et hold og en klub i fremdrift, og vi må acceptere, at vi skal blive ved med at begå fremskridt. Så kommer anerkendelsen. Måske.
