TV-2, turnépremiere, Odense Idrætshal, fredag.

Nu bør De ikke tage overskriften så hårdhændet, som den kan forekomme.

I lighed med de fleste danskere elsker jeg Steffen Brandt og co. som mine, ældre, klogere men knap så smukke brødre. Vi taler trods alt om bagmændene for talrige træffere til tilværelsens totaltoppunkter som 'Der går min klasselærer', 'Be Bap A Lula', 'Lanternen', 'Nærmest Lykkelig', 'Verdens lykkeligste mand' og – stadig efter over 30 år ét af dansk pops bedste numre nogensinde - nemlig 'Natradio'.

Dem spillede de selvsagt også – man risikerer jo ikke en gentagelse af den spanske inkvisition bare for sjov – da Steffen, guitaristen Hans Erik Lerchenfeldt, bassisten Georg Olesen og trommeslageren Sven Gaul fredag aften åbnede dette års forudsigelige triumftog i den aldeles rædselsfulde og gennemført ucharmerende Odense Idrætshal.

Til gengæld risikerer TV-2 gladelig nok så mange andre gentagelser og –udsendelser i så mange andre sammenhænge. I de senere år har bandet udviklet (afviklet?) deres evner som alt folkets fornuftigste, fjollegladeste og fornøjeligste orkester til fordel for en rituel afvikling af deres sæt, som kun matches i forudsigelighed af vejrudsigten for Antarktis.

Første sæt består overvejende af numre fra det til enhver tid seneste album – i dette tilfælde uheldigvis det middelmådige 'For dig ku’ jeg gøre alting' – og så knalder vi ellers i andet sæt alle de trumfer på bordet, som traditionelt rydder bordet (se ovennævnte perleparade).

Det kan man så – som menigt medlem af familien Danmark – hævde, at det er der sgu’ da ikke noget galt med. Så slipper man jo for overraskelser og utilpassede familiemedlemmer, som lige pludselig vælter kaffen ud over fadet med wienerbrød. Og alt imens aftener med kaffe og wienerbrød på ingen måde fornærmer nogen, så kan én af mine glimrende kolleger såmænd have ganske ret i, at det ej heller ligefrem er en indikation af, at NU sker der edderma’me noget.

Ikke andet end det forventede
Oversat betyder det, at der faktisk ikke sker noget til en TV-2 koncert. Ikke andet end det forventede i hvert fald. Og alt imens det såmænd kan være udmærket, hvis det er sådan, man har det, så har musik leveret på den måde det med simpelthen at være ligegyldig og 'træls', som man siger på min sorgmuntre hjemegn. Fordi man jo KENDER TV-2. Og fordi man jo VED, de kan så meget mere end den hér rituelle rundgang.

Men lige det dér ekstra skulle vi heller ikke have fredag aften. Selv om ret i sandhed skal være ret, og den solide udgave af 'Håbløst fortabt i dig' var langt bedre end studieudgaven, den fine kobling af 'Amerika' og Jimi Hendrix’ 'Voodoo Child' var en fornøjelse, og at førnævnte 'Natradio', 'Vi skaber en verden perfekt', 'Der går min klasselærer' og 'Hele verden fra forstanden' denne aften blev spillet i fornemme versioner.

Så kan man spørge sig selv og mig, hvorfor fanden TV-2 som band sådan en aften karaktermæssigt kun bliver til TV 3+, men det skyldes kort og godt, at de af os, som har fulgt TV-2 i mange år, ved, de kan så uendelig meget mere, end det de præsterede fredag.