Den prestigefyldte musikpris Grammy Awards blev afholdt natten til mandag, dansk tid, i New York.

På den røde løber var stribevis af verdenskendte musikere mødt op – flere af dem med en rose i hånden.

Rosen var, ifølge bl.a. det amerikanske kendis-medie TMZ, en symbolsk støtte til #TimesUp-bevægelsen, der kæmper imod seksuel chikane.

»Alle skal behandles rigtigt,« lød det fra sangerinden Reba McEntire , der havde medbragt en rose, ifølge Fox News.



Også bl.a. Miley Cyrus, Lana Del Ray, Cyndi Lauper, Kelly Clarkson og Rita Ora havde ifølge internationale medier en rose i hånden, som de viste frem til verdenspressen.

»Det er en af de ting, hvor jeg tror, at det gradvist er ved at ændre sig,« forklarede sangerinden Kelly Clarkson om sin medbragte hvide rose, da hun ifølge deadline.com fik spørgsmålet om, hvorvidt den hvide rose og #TimesUp-bevægelsen er en hjælp til kvinder i musikbranchen.

#TimesUp-bevægelsen, der altså nu har fået rosen som symbol, blev grundlagt i starten af året, den 1. januar, af en stribe Hollywood-stjerner.

Ifølge stjernerne selv som en slags modvægt, såvel som støtte, til den såkaldte 'Weinstein effect' (på dansk Weinsten-effekten, red.) samt til den mere kendte #MeToo-bevægelse.

Mens Weinsten-effekten ofte omtales som den bølge af mennesker, der de seneste måneder er stået frem med beskyldninger mod kendte og magtfulde personer om seksuel chikane, overgreb eller voldtægt, omtales #MeToo-bevægelse som en viral og social bevægelse, der med hashtagget #MeToo bruges til at oplyse om ligeledes seksuel chikane og overgreb – i nogle tilfælde også med offentlige beskyldninger mod konkrete personer.

Den amerikanske og indflydelsesrige producer Harvey Weinstein blev i efteråret i fjor ramt af en byge af beskyldninger om gennem mange år at stå bag seksuel chikane, overgreb og voldtægt.

Beskyldningerne satte gang i  #MeToo-kampagnen.

Over 100 kvinder har frem til i dag beskyldte den 65-årige Weinstein for seksuelle overgreb eller voldtægt.

I oktober sidste år meddelte Weinsteins 41-årige kone, Georgina Chapman, at hun ville forlade sin mand på grund af de mange beskyldninger.