Få om nogle i det danske festivallandskab formår som Allan Olsen at sende et formiddagsstenet publikum ind på rette kurs fra starten.
Det gjorde han også med største selvfølgelighed i Skanderborg lørdag middag. Jeg mener; når manden allerede i andet nummer rammer en dejligt, duvende sumpblues-udgave af 'Vi lå jo i Herning' VED man jo for fa’en, man er på rette vej.Olsen gjorde det, han gør så fremragende: fortæller tumpede anekdoter og spiller god rootsrock, men hemmeligheden ved de glimrende koncerter, manden giver i disse år, skal findes i det fænomenale band, han har med sig.
Der fås ikke meget bedre rytmegruppe end Wili Jønsson på bas og Gert Smedegaard på trommer, og når de så tilmed har to guitarister ude foran af et tilsnit som Perry Stenbäck og Per Christian Frost sker det faktisk ind imellem, at decideret magiske øjeblikke opstår.
Som én af mine venner påpegede med et saligt smil under en suverænt dynamisk '5 under O” og en legesyg ”Op til Alaska':
- Jamen, de leger jo bare!
Nemlig! Og det er smukt, for det er musik for musikkens skyld og det sørgeligt oversete begreb 'dynamik' i renkultur.
