Mikael Simpsons femte plade, ’Noget laant, noget blaat’, er hans hidtil mest raffinerede tristhedsstatement.
Mikael Simpsons femte plade, ’Noget laant, noget blaat’, er hans hidtil mest raffinerede tristhedsstatement. Foto: A:larm Music



Kunstner: Mikael Simpson
Titel: Noget laant, noget blaat
Udgiver: A:larm

Siden han påbegyndte sin solokarriere i starten af årtusindet, har Mikael Simpson skåret fire plader med sin – i dansk sammenhæng – særegne ”musique noir”. Han lagde ud i den elektroniske dub-boldgade, men har siden bevæget sig i retning af det levende spillede og jazzede.

2009’s ’Slaar skaar’ var det første album, hvorpå Asger Baden fra det instrumentale foretagende, The Crooked Spoke, spillede med, skrev og arrangerede musikken. Ét nyt musikalsk kapitel, som nu fortsættes og udvides.

På foreliggende ’Noget laant, noget blaat’ er Baden nemlig atter med, men denne gang får han følgeskab af komponist og stemningsfulde lydmager ”Peder”. Og sammen har de skrevet musikken i dagstimerne, mens Simpson vanen tro har fundet på teksterne om natten, i sit melankolske hjørne.

Det hele er bare mere raffineret, kort og koncist.

Uhørt doo-wop

Fra første strofe er det stadig åbenlyst, at Mikael Simpson har spenderet sine tidlige 20’ere med Thom Yorkes klagende røst som lydspor – måske med lidt Mark Hollis indover – og faktisk er hans trivielle fistelvokal gået hen og blevet hans største svaghed.

Derfor er det et held, at pladen er stramt sat sammen og ovre på en god halv time, samtidig med, at Baden/Peders akkompagnementer er generelt varierede nok til, at man ikke falder hen. Faktisk flirter førstesinglen, ’Morgenlys’, sågar med doo-wop; ganske uhørt, men klædeligt for Simpson.

Overordnet set minder det jazzede udtryk en del om Simpsons ”Vi sidder bare her”-projekt med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig, og sidstnævntes Ekko-projekt er en anden åbenlys reference. Ligeså hyggeligt, veludført og pænt er det.

Musikalsk lån og omhyggelighed

Asger Baden og Peder kan ikke se sig fri for med mellemrum at havne i deja-vu-land. Ligesom førnævnte førstesingle er åbneren ’En af tolv’ decideret ”upbeat”, men den har noget 90’er-agtigt og Radiohead’sk over sig, som klinger ærgerligt gammeldags.

’Lige før vi for vild’ låner samtidig riffet fra Sebastians klassiker ’Romeo’, og når afsluttende instrumental ’Lillebasdur’ er et af de bedste indslag, så skyldes det, at den parrer Lou Reeds ’Walk on the Wild Side’ med My Bloody Valentines atmosfæriske kollager.

Men som sagt, så mærker man virkelig, at der er brugt tid på sætte tingene sammen, og det er en lettelse, at Mikael Simpson ikke vælger at fylde pladen med overflødigheder for at tvinge spilletiden i vejret. Dét kunne kollegaerne lære af.

’Noget blaat, noget laant’ er hans hidtil mest raffinerede statement, men man savner lidt dynamik som modspil til de ofte højtravende tekster.

Det ville simpelthen klæde den gode Simpson at udvide sit café-jazzede udtryk med lidt musikalsk anarki og skramlen.


Trackliste:

1. En af tolv
2. Langt derhen
3. Vi kan se (staklen i hinanden)
4. Induktion
5. Morgenlys
6. Lad det staa
7. Lige før vi for vild
8. Hvor lander du
9. Slaaskamp
10. Lillebasdur

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.