På papiret ligner det rockhistorie. Dylan møder Knopfler. Bobfler - et match made in heaven. Eller i dette tilfælde Herning.
På den ene side rockmusikkens største nulevende myte. Manden, der forventes at modtage Nobels litteraturpris om kort tid. På den anden side den tidligere Dire Straits frontmand Mark Knopfler. En guitarist af Elvis’nåde. Som solist har han i stigende grad rendyrket et rootsy lydbillede, hvor keltisk folk møder americana. Med store nuancer til fælles med den boogiesump, gamle Bob har svømmet rundt i siden comeback-albummet ’Time Out Of Mind’ fra 1997.
For omtrent 30 år siden arbejdede Mark og Bob sammen på Dylans to religiøse album ’Infidels’ og ’Slow Train Coming’. Langt senere er det kommet frem, at Dylans vækkelse ligeså meget skyldtes hans daværende, gavmilde gospelkorpiger, som eksistentielle overvejelser om Gud og Djævelen. But that’s Rock’n’roll.
De, der eventuelt kom til den udsolgte Jyske Bank Boxen for at opleve de to rockdinoer sammen på scenen en hel aften, må være blevet skuffede. Især hvis man i tilgift havde forventet en stribe Dire Straits-klassikere. Der kom to.
Det generer ikke mig. Dén sultan har for længst stoppet sit selvsving.
Knopfler står støt og roligt midt på scenen, sort skjorte uden på denimbukserne, med sine guitarer og spiller rigtig menneskemusik. Det kan blive lovligt selvtilfreds tilbagelænet. På den anden side. Siden Marc o’Polo har folk rejst jorden rundt for at opleve skønhed som er svær at forestille sig større end de tågede landskaber, der opstår, når Knopfler lader guitaren male i ’Brothers In Arms’. Og ’Sailing To Philadelphia’ for den sags skyld.
Efter en pause kom Dylan så på scenen med Knopfler på guitar i de første fem numre.
Som medlem af Dylans uofficelle fanklub er man nødt til at være hårdfør. Man ved aldrig, hvad man får. Jeg har set Dylan på en Roskilde Festival opføre sig, som om han foragtede både sine sange og sit smatmudrede publikum.
Der er ikke meget tilbage af den 70-årige sangers stemme. Hvis der nogensinde har været ret meget.
Men ellers er det markant, hvor tæt og sammenspillet bandet på den berømte ’never ending tour’ efterhånden er blevet. Det sprudler af overskud og spilleglæde. Som i en forrygende både heavy og letflydende ’Highway 61’ med al den dybde og power, man kan savne på de gamle pladeversion. Men hov! Ordet ’glæde’ i en Bob Dylan-anmeldelse. Ja, sgu. Ja, Boogie-Bob danser ligefrem indimellem.
En loose, men stemningsfyldt version af ’It Ain’t Me Babe’ med Knopfler på guitar. Masterclass for alverdens indierockere og andre skabsmelankolikere. En sumpet, medrivende ’Desolation Row’. En smerteligt smuk ’Forgetful Heart’, skarp, klar og fnuglet som luften over bjergene i den nordlige del af Dylans fødeegn Minnesota. En overvægtig rock’n’roll version af ’Ballad Of A Tin Man’. 'Like A Rolling Stone' i en interessant westcoast, Byrds-lydende udgave.
Indimellem skifter Dylan mellem sit keyboard, et par guitarer og mikrofonen alene som sanger. Han virker mere levende, mere stolt, mere bevidst om sine skattekiste af sange end nogensinde.
Bob Dylan er ikke bare Forever Young. Han bliver yngre og yngre.
Det var en solid gang Bob med sovs og Knopfler.
PS: Skal jeg endelig komme med en indvending – ’All Along The Watchtower’ lød lidt for ligeglad. Den sang er for rock’n’roll hvad Vagttårnet er for Jehovas Vidner og skal behandles med respekt. Også af dens skaber. Og så den sædvanlige bøn: København – få så fingrene ud og få bygget en koncertsal med akustik som den midtjyske rockoase.
Bob Dylan og Mark Knopfler med band, Jyske Bank Boxen, Herning. Onsdag aften.
