To personer og en hund slog søndag aften alarm omkring klokken 20.30, da deres båd stødte på grund ved Øresundsbroen og begyndte at tage vand ind.

- Den kunne ikke trække sig selv fri og måtte derfor trækkes i land ind til Kastrup Havn, siger vagtchef ved Københavns Politi John Hansen.

Både de danske og svenske myndigheder var involveret i aktionen. To svenske redningsfartøjer blev sendt af sted, og Søværnets Operative Kommando sendte en helikopter med en læge ud til båden. Men det var en lille båd fra Københavns Lufthavns Airport Rescue, der først nåede ud til sejlbåden.

- Først fik vi at vide, at båden var kæntret, og at der var en person i vandet, så det skulle jo gå rigtigt stærkt. Personen, der slog alarm over mobiltelefon mistede forbindelsen, så vi rykkede hurtigt ud. Men da lufthavnens båd kom frem, var der ikke nogen i vandet, og båden var ikke kæntret, siger vagthavende ved SOK.

Det var formentlig nogle sten ved bropillerne, båden havde ramt, som fik den til at ligge skævt i vandet og tage vand ind. Båden er en 22 fods sejlbåd. De to personer havde redningsvest på og frøs, men ellers slap de fra den dramatiske hændelse med helbredet i behold. De to personer og hunden blev bjerget over i redningsbåden og sejlet ind til Kastrup Havn.