Retssagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen bliver nu droppet.

Retssagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som handler om læk af fortrolige oplysninger droppes.

Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Sagen mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen bliver også droppet.

»Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at det af hensyn til statens sikkerhed ikke længere er betryggende at stille højt klassificerede oplysninger til rådighed for straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Dermed kan sagerne om videregivelse af fortrolige oplysninger ikke gennemføres,« står der i pressemeddelsen.

Ifølge anklagemyndigheden bliver sagerne droppet, fordi det ikke længere er betryggende at »stille de højt klassificerede oplysninger, som sagerne handler om, til rådighed for straffesagerne klassificerede oplysninger i retten.«

»De klassificerede oplysninger er helt centrale for sagerne. Uden adgang til at fremlægge dem i retten har anklagemyndigheden ingen mulighed for at løfte bevisbyrden. Derfor har anklagemyndigheden indstillet til justitsministeren, at sagerne ikke gennemføres. Det har ministeren tiltrådt, og dermed er sagerne afsluttet.«

Det er ikke kun den tidligere V-minister og Lars Findsen, der slipper for en retssag.

Sagen mod en 63-årig tidligere PET-ansat bliver også droppet.