Godsejeren Gorm Lokdam lider nederlag i stor momssag og dømmes til at betale sagsomkostninger på 400.000 kroner.

Forretningsmanden Gorm Lokdam, der ejer en række herregårde, har tabt en sag om næsten 10 millioner kroner i Højesteret.

Skatteministeriet har igen fået rettens ord for, at kravet om betaling af 9,7 millioner kroner i manglende afgifter er i orden.

Gorm Lokdam og hans hustru har drevet en stribe forskellige virksomheder både i personligt regi og i selskabsform.

Men det har knebet gevaldigt med at få opkrævet og afregnet salgsmoms fra 1996 og frem til 1999.

I Højesteret har Gorm Lokdam hævdet, at en afgørelse fra Landsskatteretten er ugyldig og har desuden sagt, at kravet er forældet. Disse påstande afviser Højesterets dommere.

Lokdam har ikke kunnet godtgøre, at han var i god tro med hensyn til faktureringerne.

Sagen er så kompliceret, at Gorm Lokdam og hans hustru dømmes til at betale 400.000 kroner i sagsomkostninger til det offentlige, har Højesteret bestemt.

Nu skal politiet overveje, om der er grundlag for at rejse en straffesag om den manglende moms.

Lokdam driver også restaurationer og har importeret for eksempel vin og andre varer.

I øvrigt er Gorm Lokdam tiltalt i en straffesag om kopi-import af et stort parti knive, gafler og strygestål fra Kina.

Denne sag afventer dog Højesterets afgørelse i en civil retssag om importen, og det sker først til efteråret næste år. I Sø- og Handelsretten er Lokdams firma Royal Classic blevet dømt til at betale erstatning på 200.000 kroner og til at destruere kopivarerne.

/ritzau/