Et 15-årigt mobbeoffer fra Odense stak sin mobber med en skalpel i midten af december 2017. Mandag blev han dømt, skriver TV 2 Fyn.

Ifølge mediet var den 15-årige blevet mobbet af en jævnaldrende skolekammerat på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose i Odense gennem længere tid, hvilket førte til , at han stak sin mobber i skulderen og maven.

»I tiden op til episoden har der været en konfrontation mellem dem, hvor den forurettede opsøger den dømte på skolen. Der bliver den forurettede voldelig over for tiltalte og slår ham, og det gør, at han tager en skalpel frem og stikker ham to gange,« fortæller Karen Lykke Hansen, anklager ved Fyns Politi.

Mandag fik den 15-årige en straf på tre måneders betinget fængsel. Retten gjorde dommen betinget på grund af “forhistorien, den sigtedes unge alder, og fordi skaderne ikke var mere alvorlige”.

De sociale myndigheder har siden overtaget sagen og vil undersøge, om de to drenge fortsat skal gå på samme skole.