To års fængsel og 10 års frakendelse af kørekortet var en billig pris for at tage en 13-årig drengs liv.

Det mente i hvert fald familien til den 13-årige Alexander Pedersen, der blev påkørt og dræbt af en spritbilist på cykelstien i Frederiksværk 18. november.

Fire uger efter dødsulykken, fik spritbilisten, den 43-årige Henrik Trans Pedersen fra Frederiksværk, så sin dom i Retten i Hillerød, da en enig domsmandsret idømte den 43-årige familiefar to års fængsel og ti års frakendelse af kørekortet.

Men for familien til den dræbte Alexander Pedersen gav dagens retslige punktum ingen lettelse. Slet ikke taget i betragtning af, at manden har to tidligere domme for spritkørsel og en dom for at køre i frakendelsestiden.

- Han har taget et liv. Det har han, uanset at han var fuld, og at det ikke var hans mening at slå nogen ihjel. Han tog et liv, og det er trods alt en form for mord, og det synes jeg ærligt talt burde give mere end to år. Det er ingen lettelse, nærmere frustration. Han kan jo anke sagen, og på den måde, at det ikke et punktum for os endnu, sagde Alexanders bonus-farmor uden for retten, da dommen var faldet.

Både hun, Alexanders mor og øvrige familie var dybt berørte i retten. Både da anklagerne om manddrab og spirituskørsel blev læst op klokken 13.00, og da dommen faldt halvanden time senere.

- Han ikke kun taget et liv, han har også smadret liv. Vores liv har været et helvede, siden det skete. Det har været et helvede for Alexanders forældre. Hans forældre er i opløsning på grund af det, han har gjort, sagde bonus-farmoderen.

I retten arbejdede den 43-åriges forsvarer også for, at han kunne komme på fri fod, mens han overvejer ankespørgsmålet. Og af hensyn til retsfølelsen hos ofrets familie, garanterede han sågar, at han ville flytte sin familie fra Frederiksværk, hvor også Alexander Pedersens familie har bopæl. 

- Tænk, at han overhovedet vil bede om at blive lukket ud, efter det han har gjort. Jeg forstår godt, at han ikke vil ud i Frederiksværk, men hvorfor skulle han have lov til at komme ud i friheden, bare fordi han rejser til Jylland? spurgte bonus-farmoderen.

Det var dommeren da heller ikke enig i. Med nu tre spritdomme og et uagtsomt manddrab på samvittigheden, gjorde hensynet til retsfølelsen netop, at den 43-årige fik forlænget sin varetægtsfængsling.

Tilbage står Alexanders forældre, som fortsat venter svar på erstatningsspørgsmålet, hvor familiens advokat har krævet 75.000 til dem hver - fordi de er skilt. Dette spørgsmål var af så svær karakter 'set i lyset af den ulykkelige sag', som dommeren udtrykte det, at han ikke kunne afgøre det på en eftermiddag.

Den 43-årige Henrik Trans Pedersen tog imod dommen på to års fængsel uden at fortrække en mine. Han bad om betænkningstid i forhold til at anke dommen.

- Han straf skulle nærmere være at tilbringe tid med os. Opleve, hvor meget vi savner, og hvor meget vi græder over at have mistet.