Hollywood giver den gas i nyindspilningen af 'Mænd der hader kvinder'

My name is Blomqvist. Mikael Blomqvist.

Måske kommer det ikke helt til at lyde sådan, når Hollywoods remake af den svenske succesfilm 'Mænd der hader kvinder' kommer ud. Men at filmens mandlige helt - som jo faktisk skal spilles af hr. Bond, Daniel Craig - bliver forvandlet til en regulær actionhelt i bedste James Bond stil, det ligger nu fast.

- Filmen kommer til at ligge meget tættere på James Bond og Bourne-trilogien. Bliver meget mere typisk Hollywood, som en kilde fortæller til svenske Aftonbladet.

Hemmeligheds-kræmmeriet omkring filmen er fortsat stort og instruktør David Fincher - kendt for bl.a. 'Seven' og 'Zodiac' og den kommende 'The Social Network' - holder kortene tæt til kroppen.

En stor del af optagelserne kommer til at finde sted i Sverige og her er instruktøren åbenbart ikke helt tilfreds med, hvad han ser. I hvert fald skulle han have foreslået, at hele bydelen Gamla Stan i Stockholm blev malet om. Fordi den er for grå og trist!

Selvom det bliver en ren Hollywood-version, kommer der dog noget svensk islæt i den.

Stellan Skarsgaard skal således spille Martin Vanger, rollen som i den svenske version blev spillet af Peter Haber, mens gode gamle Max von Sydow skal spille Henrik Vanger.

Den lækre Erika Berger spilles af Robin Wright. Mens de helt store rolle som Lisbeth Salander skal fyldes ud af den ukendte Rooney Mara.