Superstjernen Taylor Swift er en »fascistisk blondine«. Sangerinden er blot den seneste i en lang række af kvinder, som får med krabasken af den feministiske jernfurie Camille Paglia.
BERLIN: Som stridslysten feminist har hun brugt næsten et halvt århundrede på verbale slagsmål med ideologiske modstandere af enhver støbning – fra hykleriske karrierekvinder til brovtende mandschauvinister.
Nu har den 68-årige amerikanske forfatter og debattør Camille Paglia med det skarpe blik og det endnu skarpere tungebånd kastet sig ud i en nådesløs kritik af superstjernen Taylor Swift og har vakt opsigt langt ud over feministiske inderkredse.
I et svovlsydende indlæg i filmbranchebladet Hollywood Reporter går Camille Paglia i kødet på en af vor tids absolut største popstjerner og hendes uafladelige trang til at posere sammen med andre blonde berømtheder af det kvindelige køn på de sociale medier.
»Swift burde skrotte hele den der flabede nazi-Barbie-rutine med at rulle venner og berømtheder ud, som om de er rekvisitter i en performance,« skriver Camille Paglia i indlægget, der har vakt harme og mødt forargelse fra forskellige kanter.
Når den ukuelige Camille Paglia går til angreb på den 26-årige popsanger, der har en åleglat og storsmilende fremtoning som naboens syngende og sympatiske datter, er det ikke for at duellere om opmærksomhed i den globale sladderpresse, men for at pege på en infantil celebrity-kultur, hvor yngre kvindelige stjerner i al deres usikkerhed låner af hinandens berømthed for at afværge frygten for snarlig irrelevans i en stadig mere uopmærksom ungdomskultur.
Når Taylor Swift på sociale medier poster billeder af sig selv i selskab med kvindelige stjerner som Blake Lively fra TV-serien Gossip Girl, skuespilleren og instruktøren Lena Dunham og forsyner dem med feministiske fraser og mærkatet »Girl Squad« (Pigebanden, red.), er hun helt og aldeles på afveje.
I stedet for at udstråle kvindelig styrke, projicerer Swift og hendes storsmilende kumpaner en ekskluderende aura, der giver Camille Paglia et »flashback til de fascistiske blondiner, der styrede den sociale scene i min ungdom«.
»Pigebander burde handle om at udveksle råd og erfaringer og lancere spændende og nytænkende projekter,« skriver hun i Hollywood Reporter og anbefaler i stedet Swift at tage ved lære af mænds venskaber.
»Kvinder bør studere, hvordan mænd historisk set har formået at knytte fællesskaber på en utrolig dynamisk måde.«
Der er forskel på mænd og kvinder
Det går ikke stille af sig, når en af den amerikanske feminismes mest kompromisløse valkyrier blotlægger forstillelsen i moderne kvindelige superstjerners selviscenesættelse. Men Camille Paglia er ikke bange for at bryde tabuer og tale magten og patriarkatet midt imod.
Som ung studerende på eliteuniversitetet Yale sprang Camille Paglia ud som lesbisk og lod sig efterfølgende inspirere af feministiske ikoner som Simone de Beauvoir og Susan Sontag. Efter en række løse ansættelser ved forskellige universiteter fik hun sit egentlige gennembrud i den amerikanske offentlighed, da hun i 1990 udgav sin doktorafhandling som bogen »Sexual Personae«, hvor hun undersøger seksualitet og dekadence i den vestlige litteraturhistorie.
Siden 1990erne, hvor Camille Paglia som erklæret feminist for alvor begyndte at gå til angreb på politisk korrekte medsøstre, har hun skabt sig et navn som kulturkritisk furie, der er leveringsdygtig i verbale piskesmæld til både højre- og venstrefløj.
Ikke mindst på venstrefløjen ser mange skeptisk på Camille Paglia, der ikke er en af den slags feminister, der afviser biologiske kønsforskelle.
Der er netop forskel på mænd og kvinder, siger hun, og særligt feminister bør indse denne forskel og anvende den til deres fordel, lyder rationalet hos Camille Paglia.
»Hvis civilisationen var blevet overladt til kvinder, ville vi stadig bo i græshytter«, lyder et af de provokerende citater fra den skarptungede kvinde med det gennemtrængende blik.
Af samme grund er hun blevet omtalt som »antifeministisk feminist«, fordi hun ofte disker op med syrlig kritik af kendte kvinder og i andre sammenhænge fredhellige ikoner på den amerikanske venstrefløj. Taylor Swift bør af samme grund ikke tage den seneste stikpille personligt, for hun er langt fra den første berømthed, der smager Camille Paglias vrede.
Blandt hendes andre ofre finder vi den i amerikanske sammenhænge venstreorienterede TV-vært Jon Stewart fra The Daily Show, som Camille Paglia har kaldt et symbol på »moderne humors forfald og tomhed«. Og hun har siden de tidlige 1990ere hyldet Madonna som et eksempel på frigjort kvindelig seksualitet, men hun afskyr hendes arvtager, Lady Gaga.
»Hvordan kan en figur, der er så kalkuleret og kunstig, så klinisk og underligt antiseptisk, så blottet for ægte erotik, blive sin generations ikon«, lyder spørgsmålet i Sunday Times.
Yndlingsaversionen er dog Hillary Clinton, der efter Camille Paglias mening har svigtet kvindekønnet grusomt, da hun af ren og skær magtliderlighed valgte at tilgive sin bedrageriske ægtemand efter affæren med den unge praktikant Monica Lewinsky. Dermed har hun diskvalificeret sig selv som egnet præsidentkandidat, mener debattøren.
»Hun er en fusker, hun er i opløsning. Skal vi virkelig belønne en kvinde, der har tilladt sin mand at overfalde og udnytte kvinder, med præsidentposten?« spørger Camille Paglia i et nyligt interview med det liberale amerikanske medie Reason.
I det amerikanske tidsskrift Salon sammenligner hun Bill Clinton med en anden Bill, nemlig Cosby, der som bekendt mistænkes for at have voldtaget i omegnen af 35 yngre kvinder.
»De to personer, Clinton og Cosby, er emotionelt infantile, de er engageret i en krig med kvindelig magt. Det har noget at gøre med deres tidligere følelse af at blive kvalt i kvindelig magt – og den ynkelige, misbrugende og kriminelle adfærd er resultatet af deres følelse af utilstrækkelighed«, lyder Camille Paglias nådesløse sidestilling af præsidenten og komikeren.
Uforsonlig
Fordi Camille Paglia kritiserer sine egne kønsfæller i direkte vendinger og udpeger hykleri og logiske kortslutninger, har hun skaffet sig selv mange fjender på halsen, ikke mindst blandt moderne feminister. Derudover har hendes konsekvente afvisning af den kvindelige offerrolle og hendes stædige insisteren på kvindekønnets emotionelle overlegenhed stødt mange af feministerne på manchetterne.
Camille Paglia er dog uforsonlig over for moderne kvindesagsforkæmpere, der ofte glemmer, at »lighed på arbejdspladsen ikke vil løse de problemer mellem mænd og kvinder, som finder sted i det private, følelsesmæssige rum, hvor enhver mand ligger under for kvinder, fordi han begyndte sin tilværelse som en lillebitte hjælpeløs ting i en kvindes krop,« siger hun til tidsskriftet Salon.
Det er den slags kompromisløse synspunkter, der igennem årene har skaffet Camille Paglia adskillige fjender på halsen.
»Når hun kalder sig selv feminist, er det ligesom, når en nazist siger, at han ikke er antisemit,« sagde den indflydelsesrige kvindesagsforkæmper Gloria Steinem i 1992.
Dengang svarede Paglia igen ved at kalde Steinem for »feminismens svar på Stalin«.
