Selv om Team Tvis Holstebro tabte DM-finalen, ser træner Patrick Westerholm stadig tilbage på en god sæson.

Holstebro: DM-guldet glippede lørdag aften for Team Tvis Holstebro, der samlet set tabte DM-finalen til Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

Alligevel kan håndboldherrerne fra Tvis Holstebro være stolte af sig selv, mener cheftræner Patrick Westerholm.

- Jeg er stolt over den kamp, vi spillede mod BSV i dag. Vi havde en forskel på seks mål, men vi når bare ikke at bruge de sidste ressourcer og de sidste marginaler. Men jeg er stadig rigtig stolt over den præstation, drengene leverer, siger træneren.

I første opgør spillede Tvis Holstebro på BSV's hjemmebane i Silkeborg, hvor de tabte 27-20. Derfor skulle der mange mål til i andet opgør lørdag aften i Holstebro.

Selv om Tvis Holstebro var bagud stort, allerede inden de gik på banen, blev det et spændende finaleopgør. Tvis Holstebro havde flere gange en føring på seks mål, hvilket var tæt på de mål, der skulle til en samlet sejr.

Holdet endte dog kun med en sejr på 26-25, hvilket langt fra var nok til at hente den samlede sejr.

- Der var stadig lang tid tilbage af kampen, da vi førte med seks mål, og vi havde behov for alle marginaler. Så faldt et par bolde ud til BSV's fordel, og sådan er håndbold en gang imellem. Vi var tæt på, men ikke helt nok, siger Patrick Westerholm.

Holdet kan trods nederlaget dog stadig se tilbage på en historisk sæson, hvor de var i en DM-finale for første gang. En præstation som Tvis Holstebro-træneren er stolt af.

- Vi har stadig spillet en fantastisk sæson, og vi har 18 spillere, som står sammen i med- og modgang. Det er en historisk sølvmedalje for Team Tvis Holstebro, og det synes jeg, er en fantastisk indsats, siger Patrick Westerholm.

/ritzau/