Der var alt andet end ris til Yuito Suzuki, da japaneren fik Brøndby Stadion til at koge over.

Med et knivskarpt hattrick var den vævre offensivspiller alle vegne i de blågules 4-1-sejr, og den 22-årige er godt i gang med at slå benene væk under Vestegnen.

»Han er verdens sødeste dreng. Vi passer på ham, fordi han er så god en dreng. Han er der hver dag på træningsbanen, knokler for holdet og er virkelig en holdspiller,« lød det fra Daniel Wass efter kampen.

»Han vil ikke have al cadeauet. Men i dag skal han have det hele.«

Yuito Suzuki (i midten) bliver lykønsket af Nicolai Vallys (tv.) og Jacob Rasmussen.
Yuito Suzuki (i midten) bliver lykønsket af Nicolai Vallys (tv.) og Jacob Rasmussen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden tilgangen i sommer har Suzuki selvfølgelig skullet vænne sig til en ny virkelighed, langt væk fra Shimizu S-pulse og Japan, som han kom fra.

Og faktisk tog hans familie også rejsen til Brøndby og sad på lægterne under opgøret mod Silkeborg, hvor de ofte kom i fokus.

»Vi har snakket om, at CV (Carsten V. Jensen, Brøndbys sportsdirektør, red.) skal købe et hus til dem, så de kan komme ind og se hver kamp, hvis det betyder, at han brænder banen af som i dag,« sagde Daniel Wass med latter i stemmen.

»De kom endda med små sake-glas til hele holdet med japanske tegn på. Det kendetegner også den lille dreng. Han er så sød, tænker på hele holdet. Det er fantastisk. Jeg under ham al den succes, han kan få.«

Én mand fik dog en helt særlig gave.

Det afslørede cheftræner Jesper Sørensen, der fik en … kimono af Suzukis familie.

»Jeg har prøvet den, den er lidt tynd i stoffet, den er meget fornem. Jeg er meget glad for den, men jeg syntes ikke lige, at jeg havde modet til at stå i den i dag. Hvis jeg en dag kommer i den, må det meget gene være en overraskelse for folk,« lød det fra Brøndby-bossen.

Heller ikke han skortede på roserne til Yuito Suzuki.

»Jeg har talt meget om Yuito gennem noget tid. Han er en spiller, der har nogle lidt ekstraordinære ting med i sin værktøjskasse. Indtil videre havde vi ikke fået den fulde forløsning endnu.«

»Men så kommer det i fuld flor i en kamp som i dag, og jeg får spørgsmål til ham hele tiden. Det er selvfølgelig det, vi har håbet på og troede på kom på et tidspunkt,« sagde Jesper Sørensen.

»Vi håber, det bliver startskuddet til noget, der kan blive virkelig fint for ham og for os.«