En rapport rensede i midten af november både Rusland og Qatar for korruptions-anklagerne, der var blevet rejst mod begge nationer, efter de havde tilkæmpet sig VM-værtskaberne i henholdsvis 2018 og 2022. Nu skal FIFA-toppen stemme om, hvorvidt rapporten skal offentliggøres.

Tilbage i december 2010 blev Qatar, der ifølge Den Internationale Valutafond er verdens rigeste land, udnævnt som værtsland for VM 2022. Siden da er bølgerne gået højt, da adskillige eksperter og højtstående FIFA-officials har antydet, at oliestaten har brugt urene midler i kampen om værtskabet.

Også Ruslands metoder er blevet diskuteret, og postyret omkring begge nationers værtskab udmøntede sig i, at et specialudvalg blev nedsat til at undersøge korruptionsanklagerne. Efter 18 måneders efterforskning udarbejdede den amerikanske advokat Michael Garcia en rapport, der ifølge FIFA ikke indeholdt tilstrækkeligt med beviser til  at fratage hverken Rusland eller Qatar deres mulighed for at afholde verdens største fodboldbegivenhed. Manden bag rapporten har dog udtalt, at han ikke kan genkende de konklusioner, som FIFA har fremlagt.

Den rapport vil FIFA-medlem Theo Zwanziger nu gerne have ud i offentligheden. Under FIFA's nuværende etiske kodeks er en publicering af rapporten ikke tilladt, men det vil Zwanziger altså lave om på. Derfor vil tyskeren, under et møde i Marokko i den kommende uge, fremstille et forslag der muliggør en offentliggørelse af rapportens indhold.

Zwanziger har i lang tid været modstander af Qatars værtskab, som han tidligere har kaldt for "en af de største fejltagelser i sportens historie nogensinde". Og nu vil han altså sikre gennemsigtigheden for rapporten, der renser Qatar og Rusland.

- Jeg vil gerne have afskaffet disse regler, så FIFA's eksekutiv komité, ligeså vel som offentligheden, på en passende måde kan blive informeret om indholdet af efterforskningen, udtaler Zwanziger til tyske DPA.

Fremstiller tyskeren som ventet ændringsforslaget, vil det betyde, at FIFA-medlemmerne på mødet skal til afstemning. Hvis afstemningen falder ud til Zwanzigers fordel, kan rapporten offentliggøres. Flere eksperter har meldt sig enige med tyskeren og selveste Michel Platini, præsidenten for UEFA, har udtalt, at han vil have hele rapporten offentliggjort.