Det er kun 10 måneder siden, at Eddi Gomes repræsenterede Danmark ved OL-fodboldtruerningen i Rio de Janeiro, men nu har han valgt en fremtid på landsholdet i sin forældres afrikanske hjemland, Guinea-Bissau.

Eddi Gomes’ farverige fodboldkarriere har taget endnu en drejning.

I august sidste år var midterforsvareren fra kinesiske Henan Jianye FC en af tre ’gamle’ spillere i den danske OL-trup, som var født efter 1. januar 1993.

Men kvartfinalekampen mod Nigeria, som blev endestationen for Danmark, er sidste gang, vi kommer til at se Eddi Gomes i en dansk landsholdstrøje.

Den 28-årige københavner med rødder i Guinea-Bissau fik i weekenden debut for sine forældres vestafrikanske hjemland, da Namibia blev slået med 1-0 i en kvalifikationskamp til African Cup of Nations – med Gomes som matchvinder.

Dermed ligger den tidligere Esbjerg fB- og HB Køge-profils landsholdsfremtid endegyldigt hos Guinea-Bissau.

Eddi Gomes nåede at spille en halv sæson i Superligaen for Esbjerg.
Eddi Gomes nåede at spille en halv sæson i Superligaen for Esbjerg. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Man skal aldrig sige aldrig, men Danmark ville nok aldrig komme til at kigge min vej. Jeg fylder snart 29 år og lige præcis i midterforsvaret har Danmark nogle virkelig gode spillere, som gør det godt i Europa ,« siger Gomes til BT Sporten om begrundelsen for sit valg, som han traf for en måned siden.

Guinea-Bissaus landstræner havde i en længere periode gjort kur til Gomes, som har både et dansk og et guinesisk pas. I sidste ende trak det afrikanske eventyr mere i ham end håbet og drømmen om karriere på det danske A-landshold.

»Jeg er opvokset i Danmark og holder meget af landet. Så det var svært at sige ja til Guinea og dermed nej til Danmark. Men de fik mig overtalt mig til det, og jeg tror, at det kan være en superfed oplevelse. Det er en god måde at give noget tilbage til landet. Det er et lille land, og landsholdet betyder meget dernede,« siger Gomes, som er født i Guinea-Bissau, som er en gammel portugisisk koloni med 1,8 millioner indbyggere.

Da han var fem år, tog hans mor ham med til Portugal, hvor de boede i et slum- og ghettoområde. Som 10-årig blev han hentet til Danmark af sin far og hans danske kone.

»Jeg er født dernede. Men det er ni år siden, jeg sidst var der. Det er stadigvæk det samme. Jeg husker alle de steder, jeg har været. Det er en lidt mærkelig situation, men en glad situation,« siger Gomes, hvis debut var en emotionel affære på det lille nationalstadion, som var pakket til randen.

»Det var specielt, fordi min fars mor er død for nylig. Det var hendes hjemland og jeg scorede sejrsmålet. Hun plejede altid at være der, når jeg rejste derned. Det betød meget, at jeg scorede og vi vandt,« siger Gomes.

Han håber på at Guinea-Bissau, som har en række profiler fra den portugisiske liga, igen kan kvalificere sig til de afrikanske mesterskaber.

Det ville være endnu en stor oplevelse for den 196 centimeter høje dansk-afrikaner, som i efteråret 2014 tog Superligaen med storm med sin fart og råstyrke.

Efter kun en halv sæson i den bedste danske række for Esbjerg fB scorede han sig en lukrativ kontrakt i den kinesiske Super League-klub Henan Jianye FC, hvor han i dag er halvvejs gennem en fem-årig kontrakt.

Inden da havde han kæmpet sig op fra andetholdet i Danmarksserie-klubben Herlev og efter en sæson i HB Køge blev han købt af Esbjerg fB. Gomes var således 25 år, da han fik debut i Superligaen.

Det er derfor en noget surrealistisk situation at stå i for Gomes: som landsholdsspiller for Guinea-Bissau og med en millionkontrakt i en kinesisk fordboldklub:

»Jeg havde bare troet, at jeg skulle tage en uddannelse, når jeg blev 18 år, og spille lidt hyggefodbold. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme så vidt.«