Borussia Mönchengladbachs sportsdirektør Max Eberl fortæller til BT, at tyskerne arbejder hårdt på at købe danske Andreas Christensen fri af Chelsea.

19-årige Andreas Christensen rider i øjeblikket på en bølge af succes. Den Chelsea-ejede Borussia Mönchengladbach-spiller storpræsterer i Bundesligaen, mens han mandag blev kåret til årets talent i Danmark.

Opturen har gjort ham til en eftertragtet herre rundt omkring i Europa, hvor klubber som Barcelona og Bayern München angiveligt holder øje med landsholdsspilleren.

Sidste sommer blev han for en to-årig periode udlejet til Gladbach, mens siden da er Chelsea blevet ramt udfordringer i midterforsvaret, der gør, at de nok gerne ser Christensen tilbage i London inden længe. Men det kan de godt glemme. Gladbach lægger ikke skjul på, at de vil have danskeren tilknyttet fast.

»Jeg vil gerne have, at Andreas bliver længere hos os end 2017. Vi har troen på og ønsket om at kunne hente ham til på permanent basis. Vi vil forsøge os til sommer, hvor vi fortsat vil snakke med Chelsea om Andreas’ fremtid,« siger sportsdirektør Max Eberl til BT.

Han påpeger, at tyskerne på ingen måde er forpligtede til at sende danskeren tilbage til Chelsea, inden den to-årige lejeaftale udløber.

»Han er udlejet til os frem til juni 2017 af Chelsea, og der er ingen kontraktmæssige forhold, der gør, at vi skal sende ham tilbage inden da.«

Andreas Christensen fortalte tidligere på ugen, at han vil være glad uanset, hvilken klub han spiller i den kommende sæson.

»Da vi lavede den her aftale, skrev jeg under på fem år med Chelsea, hvoraf de to år skulle være ude på lån. Så det ligger egentlig hos Gladbach. Hvis Chelsea vil have mig tilbage, tror jeg, at det er Gladbach, der bestemmer. Jeg var glad i Chelsea, og jeg er glad for at være i Gladbach også, så for mig er det win-win. Lige meget hvad der sker, vil jeg være super-glad,« sagde han til BT.

Sportsdirektør Max Eberl er svært begejstret for den unge danskers præstationer i Bundesligaen, hvor han har været fast mand for Gladbach. Han forstår den danske landstræner Åge Hariedes udtagelse af Christensen, men han påpeger også, at forventningerne kan blive for store.

»Jeg har altid sagt, at Andreas har et utroligt stort potentiale. Han var en af de unge spillere, der først skulle have været sluset ind i Bundesligaen i denne sæson. På grund af skader på holdet har han været tvunget til at springe ud i det. Nu er han blevet stamspiller og gør det godt med sine blot 19 år. Han forsvarer fremragende.«

»Han har fortjent sin udtagelse efter fremragende præstationer i Bundesligaen. Hvis han fortsætter med at udvikle sig, som han har gjort i de seneste måneder, kan han helt sikkert blive fast mand på det danske landshold. Men man skal ikke glemme, at han kun er 19 år. Han har kun lige påbegyndt sin karriere, og unge spillere skal ikke bebyrdes med alt for høje forventninger.«