Viktor Fischer underskriver ifølge en hollandsk avis en ny kontrakt, så han er at finde i Ajax Amsterdam indtil 2017.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Danske Viktor Fischer hører til blandt de hotteste unge talenter i Europa. Den drilske angriber med det kolde spark har været ombejlet fra så store klubber som Manchester United, men nu kan spekulationerne stoppe for en stund.

Ifølge den hollandske avis De Telegraaf forlænger Viktor Fischer sin kontrakt med Ajax Amsterdam, så de to parter har papirer på hinanden indtil 2017.

- Viktor er et godt eksempel for fyre som Lucas Andersen og Dejan Meleg. Hvis man får chancen og gør det godt, så spiller man, siger sportsdirektør i Ajax Amsterdam, Marc Overmars, om forlængelsen med Fischer, som har bidt sig fast i startopstillingen.

- Han er 18 år og har op- og nedture, men han drypper klasse af sig, og han kan afgøre kampe, uddyber Overmars.

Kontraktforlængelsen kommer dog ikke som den store overraskelse. I forbindelse med landsholdssamlingen fornylig sagde Fischer, at forhandlingerne med Ajax gik så godt, at han forventede en snarlig afklaring.

- Jeg bliver, fordi jeg stadig er purung og stadig skal lære en hel masse. Og man kan kun sige, at Ajax er det helt rigtige sted at lære, forklarede Fischer, som alligevel ikke har kunnet undgå at bemærke de mange rygter om ham og store europæiske fodboldklubber.

- Jeg forsøger at lade være med at læse om mig selv, selv om jeg nogle gange ikke kan lade være. Det er klart, at hvis jeg hører om, at nogle rigtigt store klubber, er interesserede, tænder det da mig en gang imellem, indrømmede den 18-årige dansker.

Foreløbigt bliver Viktor Fischer i Amsterdam, hvor han med den nye kontrakt er bundet til 2017. 

Udover Viktor Fischer har Ajax Amsterdam de danske spillere Christian Eriksen, Lasse Schøne, Christian Poulsen, Lucas Andersen og Nicolai Boilesen.