I Rosenborg er der højt til loftet. Derfor fik Nicklas Bendtner lov til at deltage i et bryllup midt i sæsonen. Det fortæller træner Kåre Ingebrigtsen til BT.

Mandag aften var den danske angriber bænket i Rosenborgs ligakamp mod Kristiansund, og det var der en helt speciel grund til. For danskeren havde fået lov til at smutte til udlandet og deltage som forlover i et bryllup. Det betød, at han trænede alene i styrkelokalet fredag og deltog ikke i holdtræningen, inden han smuttede af sted.

Bendtner kunne ikke nå tilbage til søndagens træningspas om eftermiddagen og missede dermed to træninger inden mandagens opgør mod Kristiansund.

Og i det opgør blev Bendtner bænket, men han kom på banen og reddede et uafgjort resultat med sit mål til 3-3 i sidste øjeblik.

»Jeg valgte at starte med ham på bænken på grund af brylluppet og den rejsetid, Nicklas har haft i den forbindelse. Det var en lang tur for ham. Jeg vil ikke sige, hvor han har været henne, det må være op til ham selv, men det var relativt langt væk fra Norge. Derfor valgte jeg, at han skulle udsættes for en minimal belastning,« siger Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen til BT.

Klubben har længe kendt til Bendtners bryllupsplaner.

»Brylluppet er ikke noget, der er kommet bag os. Vi har været klar over det lige siden, vi hentede ham i Nottingham. Da vi snakkede med ham dengang, fortalte han, at det har været længe planlagt, og det har vi haft forståelse for,« siger han og forklarer, hvorfor man gav Bendtner lov til at tage af sted.

»Vi har jo en politik om, at fodboldspillere også skal have et liv uden for fodboldbanen, og det er vigtigt at have tid til familie og venner. Og det her var vigtigt for Nicklas, der skulle være forlover, så det har vi forståelse for. Desuden er det ofte, at vi giver spillerne lov til at deltage i sådan nogle arrangementer, når det kan lade sig gøre, men dér lægger ingen mærke til deres fravær. Det er kun, når det er Nicklas,« griner han med henvisning til den store opmærksomhed, der er på danskeren.

Ingebrigtsen glæder sig over Bendtners mål mandag, efter angriberen har været inde i en scoringskrise siden maj. Nu er han oppe på fem sæsonmål, mens han stadig kæmper om en startplads med klubbens anden angriber Matthías Vilhjálmsson.

»Det er vigtigt for alle angribere at score mål, og jeg håber, det kan hjælpe Nicklas på vej. Også i forhold til relationerne på banen til holdkammeraterne. Vi spiller jo på en lidt speciel måde, som man skal vænne sig til.«

»For en stor klub som Rosenborg er det vigtigt, at vi har minimum to stærke angriber, og det har vi i Mathias og Nicklas. Kampen om angrebspladsen er meget lige imellem dem, men den er også ulige i forhold til spillestil, fordi de er to forskellige typer. Mathias kan også spille på midtbanen, så vi er ikke forhindret i at spille med dem begge på samme tid. Nu skal vi til at spille europæisk samtidig med, at vi har kampe i Eliteserien, så dér får vi brug for bredden og alle kræfterne.«

Rosenborg møder lørdag Sandefjord i ligaen, mens nordmændene næste onsdag møder Dundalk i Champions League-kvalifikationen.