Den tidligere 'X Factor'-vært skal stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet 'Lol: Den der ler sidst'

Efter otte sæsoner takkede Sofie Linde af som 'X Factor'-vært i marts, og nu er hun klar til det næste store kapitel i sit arbejdsliv.

Sofie Linde skal nemlig stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet 'Lol: Den der ler sidst'.

Det annoncerer Prime Video i en pressemeddelelse.

I programmet dyster ti danske entertainere mod hinanden om at holde masken. De skal forsøge at få hinanden til at grine, men undgå selv at trække på smilebåndet.

Den, der ler sidst, vinder ud over titlen og æren en pose penge til en velgørenhedsorganisation, de selv har valgt.

Da Sofie Linde i foråret var vært på sin sidste omgang 'X Factor', fortalte hun, at det endnu var usikkert, hvad fremtiden bød på.

»Jeg skal lave keramik, jeg skal gå ture med min hund, jeg skal se mine børn ind i øjnene, og jeg skal holde fri og finde ud af, hvad der skal ske med mig,« sagde tv-værten til B.T. i forbindelse med 'X Factor'-finalen.

I samme forbindelse havde den populære tv-vært et specifikt ønske til sin kommende afløser på netop 'X Factor':

»Jeg håber bare på, det bliver en kvinde,« lød det.

Men nu ved Sofie Linde altså, hvad hun skal bruge den næste tid på. 

'Lol: Den der ler sidst' får premiere på Prime Video senere på året.

/ritzau/