Engang stod Vejleåparken i Ishøj kortvarigt på ghettolisten. I dag er man så tæt på at have sluppet fortidens problemer, at beboerformanden Wagn B. Jensen godt tør sige, at han er en glad mand.
Klokken fire om morgenen. Klokken to om natten. Klokken elleve om aftenen.
Wagn B. Jensen gik dengang ud på alle tidspunkter af døgnet for at komme i kontakt med de unge med anden etnisk baggrund i Vejleåparken i Ishøj, der med hans eget ligefremme vokabularium bogstaveligt talt »sked og pissede« i opgangene, i buskene og i kælderskakterne, fordi deres forældre ikke ville lukke dem tilbage i lejlighederne.
»Vi har lidt under det der ry som et utrygt, forfærdeligt sted. Da vi lavede klubben for de unge, var det første skridt imod noget bedre. Det var en lille hård kerne, der skulle sættes i gang,« siger beboerformanden for det byggeri, hvis 1.700 lejligheder engang var landskendt som Ishøjplanen.
I dag hedder det Vejleåparken og her er efterhånden blevet så friseret, at det naturromantiske navn ikke længere virker påklistret.
I tre måneder af 2010 stod området på regeringens ghettoliste. Nu bliver der ikke længere brændt containere af hver dag, de 5.000 beboere har fået en masse klubber, og facaderne er renoveret.
Alt det peger Wagn B. Jensen ud på vores gåtur i området.
Se lige den nye legeplads. Se lige det flotte bålsted, lyder det.
På den detaljerede, insisterende måde, et menneske gør brug af, når det har ladet sit hjerteblod strømme stærkt.
Da den ranke pensionist hørte Lars Løkkes nytårstale om helt at afvikle ghettoerne i Danmark og viske parallelsamfundene bort fra Danmarkskortet, stejlede han instinktivt over statsministerens ord.
»Politikerne skal tage et opgør med ghettoerne. Bestemt. Men de skal lytte til, hvad de enkelte område har brug for. Man kan ikke hive en national handlingsplan ned over noget, der er meget lokalt. Det er et langvarigt, sejt arbejde at ændre tingenes tilstand. Man kan ikke bare indføre stopprøve i 0. klasse for alle børn. Jeg tror heller ikke på nedrivning. Renovering er kodeordet.«
Vi har sat os ned i kulturhuset, der er den absolut sidste synlige rest af de tidligere 70ere, byggeriet blev opført i.
Herfra har vi udsigt til det formiddagssløve lokalcenter med pizzeria, vaskeri, centerpub med tilbud om vodkashots og bageri.
Det er en skamplet og yder ikke Vejleåparken noget retfærdighed i dag, konstaterer beboerformanden.
Ensformigheden og den grå beton, der kastede en forbandelse over området, er nemlig væk.
Det har en omfattende, milliarddyr og årelang renovering sørget for.
Wagn B. Jensen mener, at det var både arkitekturen og beboersammensætningen, der skabte de bølger af integrationsproblemer, der stadig giver genklang i nutidens politik.
I dag er det Ishøj Kommune, der alene bestemmer, hvem der flytter ind. Det har fået den gennemsnitlige årsindkomst for beboerne til at stige med cirka 100.000 kroner.
»Da Ishøjplanen blev bygget, blev indvandrerne og de socialt udsatte bare smidt herud. Der skulle bare fyldes op. Men beton-facaderne hjalp jo heller ikke på det. Jeg har set fotos fra dengang og hvis det også havde set sådan ud, da vi ledte efter bolig, var vi ikke flyttet ind. Det er stensikkert.«
Da han sammen med konen spontant flyttede hertil for otte år siden, anede de intet om området.
De var ikke rundet af de gængse fordomme.
Wagn B. Jensens kro var blevet ramt af finanskrisen og hans slidgigt i benene var blevet værre efter mange år som danselærer. Derfor ville han gerne væk fra 3. sals lejligheden i Vanløse.
»Jeg så en annonce for en 4-værelses lejlighed med udgang til have i stuen herude. Da vi første gang gik igennem området, faldt vi for det med det samme. Den oplevelse lå meget langt fra det billede, jeg senere fandt ud af, at andre havde af Ishøjplanen, som de jo kaldte det. Folk var i chok og vores venner sagde, at vi var fuldstændigt sindssyge, fordi vi flyttede hertil.«
Nervøsiteten over at gå alene på stierne har aldrig ramt ham.
Der er desværre stadig nogle af de ældre borgere, der ikke føler sig helt trygge ved at bevæge sig ud om aftenen.
Det skal kraftigere, nye gadelamper råde bod på, fortæller de tegninger over området, der hænger på hans kontor.
Mens graffitiens rå streger er blevet fjernet fra væggene, hænger det dårlige ry dog mere hårdnakket fast.
»Ghetto er et forfærdeligt ord. Det er så nedladende og rammer også for eksempel pensionisterne på uretfærdig vis. Når TV-stationerne kommer, konstaterer de med det samme, at her er forfærdeligt. Men det er der ikke. Jeg beder dem om at komme om aftenen og om natten, så de med egne øjne kan se, hvordan der er.«
De mindre drømme er blandt andet at få renoveret lokalcenteret, så eksempelvis bokseklubben kan flytte ind i et permanent lokale og skabe endnu større fællesskab hos dem, der går der.
Landsbyggefonden har også bevilget 14,25 millioner kroner til en ny helhedsplan, så man blandt andet kan fortsætte videre med aktiviteter som Nabohjælp og Urban Academy, hvor unge i området kan finpudse færdigheder som sangskrivning.
»Du vil aldrig komme helt i mål. Der sker altid noget nyt. Det vigtigste er at være omstillingsparat. Mit mål er, at Vejleåparken skal være et socialt, hyggeligt sted at være. Det mål er vi trods alt meget tæt på. Her og nu kan jeg ikke sætte fingeren på noget, vi burde gøre for at sænke kriminaliteten. Indbrudsraten er røget i bund og vi har ikke længere de store fraflytninger.«
Midt i hans egen solstrålereklame for området er der stadig små sprækker af det negative, man har kæmpet indædt imod.
Wagn B. Jensen møder stadig unge, der har svært ved at tale dansk, selvom det burde være deres modersmål. Der sker også engang imellem ting, hverken han eller de andre beboere ønsker.
»Jeg er helt ærligt ikke meget for at sige det. For to måneder siden var der en ung mand, der lånte klublokalet. Han er en fin fyr. Ham og vennerne hyggede sig i lokalet og pludselig kom der nogen udefra og totalsmadrede det hele. På et år er det sket en gang. Det er så hamrende synd for de unge, der rent faktisk værner om det sted, de bor. Men det bliver ofte udlagt, som om det er dem selv, der har gjort det. Det er også derfor, jeg tøver med at fortælle de historier.«
Det har været formandens kongstanke, at hver eneste gang man har ændret ved de fysiske omgivelser i Vejleåparken, skulle man involvere arbejdskraft fra området.
De unge har blandt andet lagt fliser under de mange borde og bænke, fordi de skal føle ejerskab.
Da Wagn B. Jensen dengang gik ud på alle tidspunkter af døgnet for at lære, hvem de unge med anden etnisk baggrund var, opdagede han hurtigt, at de gik meget op i deres indbyrdes etniske grupperinger.
De tyrkiske drenge ville eksempelvis ikke hænge ud med somalierne.
Der var dog kun et klublokale. Det måtte de lære at tage ansvar for sammen.
Løsningen blev en læresætning, der på sin egen ligefremme facon fortæller om, hvad man ikke længere gør der i Ishøj.
»Jeg sagde det skarpt til dem fra starten: Man skider ikke i egen rede.«
