En storbrand hærger lige nu fjerkræslagteriet Rose Poultry i Vinderup nord for Holstebro. Ifølge Dagbladet er branden efter fire-fem timers slukningsarbejde stadig ude af kontrol. Ilden er brudt gennem fabriksbygningens tag.

Branden opstod først på aftenen, og er så omfattende at samtlige medarbejdere er blevet evakueret og sendt hjem.

Brandmænd fra både Vinderup, Struer og Holstebro er tilkaldt, og en ekstra slangevogn fra Randers er på vej. Også Beredskabsstyrelsen er tilkaldt - efter vinden er slået om, og den sorte røg driver i retning mod Ejsing. Beboere i området opfordres til at holde sig orienterede - der kan blive udsendt en advarsel om gå indendøre og holde døre og vinduer lukkede.

Indsatsleder Morten Jensen fortæller, at branden endnu ikke er lokaliseret. Det eneste, man med sikkerhed ved, er, at den er opstået i fabrikshallen, ovenover et kølerum i forbindelse med en svejsning - og man frygter, at ilden breder sig og får fat i en palle med 1000 liter madolie.

Indtil videre har slukningsarbejdet stået på i cirka tre timer - og en af brandfolkene er kommet til skade. Han er ifølge Dagbladets oplysninger faldet ned fra en repos og har brækket hånden og slået ryggen - og er blevet kørt på sygehuset.