Luna Munk har tre sønner. De er henholdsvis tre måneder, to år og tre år. Hun ammer dem alle tre. Et valg, der provokerer folk. Amning er nemlig ikke længere en privatsag. Det er et minefelt fuld af fordomme og holdninger – og det har skabt et fænomen som skabsamning, hvor kvinder ammer i smug.
Luna Munk er en effektiv madmaskine.
Gennem døgnets 24 timer giver hun sine tre børn mælk fra brystet.
I dagtimerne er det hendes yngste søn, Zilas på tre måneder, der bliver ammet.
Om eftermiddagen får den toårige Felix en tår efter en dag i daginstitution.
Når børnene skal i seng, er det treårige Zacharias, der kommer til for at få noget mælk.
»Ej, det gør du seriøst ikke? Ammer du virkelig tre børn? Hvor er det dog ulækkert!«
Sådanne udbrud møder ofte moren til tre, når hun åbent fortæller andre mennesker, at hun ammer tre børn, og at to af dem er over et år gamle.
»Den instinktive reaktion plejer at være enten undrende eller aggressiv. Folk forstår det simpelthen ikke. Det er meget sjældent, at de helt uforbeholdent siger: »Hvor er det fedt«. Det er svært at sige, hvad der præcist ligger i den undren. Den er i hvert fald et udtryk for, at de ser det som unormalt. Langtidsamning er et kæmpestort tabu,« siger hun.
En ammende mor med brysterne frit fremme er en figur, vi som samfund altid har lagt mange følelser i.
Hun har været symbolet på kærlighed, moderskab og næring.
I dag vækker amning mest af alt debat. Både kendte og ukendte kvinder har fremkaldt stærke reaktioner, når de på sociale medier har delt et billede af sig selv ammende et barn ældre end kravlestadiet.
Amning i det offentlige rum har også været et heftigt debatteret emne både herhjemme og i udlandet, hvor folkedybet har været splittet i spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde kan amme på en café.
Hvorfor er amningen interessant? Fordi den fortæller os noget om, hvordan vores forhold til kroppen har forandret sig.
Om hvad vi anser for passende adfærd i en tid, hvor vi på den ene side hylder det naturlige, og på den anden side har sat nypuritanismen ind som et af de ord, der tegner os.
Første gang 24-årige Luna Munk oplevede en skarp reaktion, var, da hun ammede sin ældste søn i et legerum i et storcenter.
Han var dengang 13 måneder gammel og et par andre mødre så over på ham, imens de højlydt konstaterede: »Det barn er da vist for gammelt til at blive ammet«.
Dengang var hun slet ikke forberedt på, at det kunne virke så provokerende på andre mennesker, at hun gav sin dreng mad fra brystet.
»Jeg har oplevet mange skæve blikke og hviskende bagtaleri fra folk, der er gået forbi mig. På de sociale medier i forbindelse med min blog er det mere direkte. Jeg er blevet kaldt klam og pædofil, og jeg har oplevet en dame, der mente, at jeg skulle anmeldes til kommunen, da der var tale om børnemishandling. Jeg er også blevet spurgt, om jeg tænder på selve amningen,« siger hun.
Til daglig bor hun i Randers sammen med sin kæreste og de tre børn. I øjeblikket er hun på barsel, men har planer om at læse fysik på universitetet, når den er slut – og ved siden af hverdagslivet driver hun bloggen Confessionsofapseudomom.dk, hvor hun skriver om livet som mor.
Luna Munk bliver ikke ramt af kommentarerne på samme måde som før.
Nu konfronterer hun altid kritikerne og spørger dem, hvorfor det er ulækkert at amme et barn på over et år.
»Jeg spørger dem for at sætte gang i en nuanceret debat. Ofte kan folk ikke finde et ordentligt svar. De har bare en udefinerbar følelse af, at det er mærkeligt. Den holdning er en forlængelse af samfundssynet på kvindekroppen. Vi ser primært brysterne som noget seksuelt. Jeg er meget interesseret i at forstå, hvorfor andre mennesker slet ikke kan holde tanken ud om at amme et større barn.«
Påstanden om at langtidsamningen kun er morens eget behov, kender Luna Munk godt ordlyden af.
Det er bare ikke hendes personlige behov at have søvnløse nætter, lyder ræsonnementet.
»Det er da hårdt arbejde. Jeg kan se, hvor stor betydning amningen har for dem. Især for den mellemste og den yngste. Det er en måde at give tryghed og nærhed på. Mit udgangspunkt er, at jeg ammer dem, indtil de selv kan sige fra, og indtil jeg ikke længere kan være i det.«
Da hun fik den første søn, var planen, at hun skulle amme i seks måneder. Der ventede byture og en ungdom på den anden side af barslen. Måned for måned skete det bare. Amningen fortsatte.
Moren til tre har oplevet veninder, der har rystet på hovedet ad det valg.
De har sagt det, hun har hørt så mange gange før: Det er ulækkert, at hun ammer alle tre børn.
»Det har betydet, at jeg har cuttet forbindelsen til dem. Det er svært at have tillid til nogen, der dømmer mig så hårdt. Enten må de acceptere mit valg eller debattere emnet med mig på en respektfuld måde. Min egen kæreste har løbende været skeptisk. Han accepterer i dag amningen, men hvis han en dag siger helt fra, ved jeg ikke helt, hvordan jeg vil reagere. Det diplomatiske svar er, at den dag får vi en spændende debat.«
Når Luna Munk ammer den ældste søn et offentligt sted, kan hun stadig godt have lyst til at pakke sig selv væk, fordi hun ved, hvad nogle mennesker tænker.
»Det er jo et blik set udefra, som er meget dømmende. Jeg er selv meget bevidst om, at det her strider imod normalen. Hvis mine børn en dag bliver drillet på grund af amningen, vil jeg ikke stoppe af den grund. Jeg skal da ikke bøje af i forhold til dem, der mobber. Det er samfundets syn på amning, den er gal med.«
Kvinder oplever et pres fra omverdenen om, at amningen skal stoppe, i det moment barnet kommer i vuggestue.
Det er den norm, Luna Munk oplever. Der er ikke tid til bryster, når mor skal videre ud på arbejdsmarkedet.
Den analyse nikker Sarah Thomsen genkendende til. Hun er ammerådgiver hos organisationen Forældre & Fødsel og har selv langtidsammet sine børn.
Igennem årene har hun i lighed med Luna Munk modtaget vrede beskeder i sin indbakke og via Messenger.
Der har været direkte trusler fra fremmede mennesker om, at de nok skulle sørge for, at hendes børn blev taget fra hende, fordi det var incest. Dengang ammede hun sit 14 måneder gamle barn.
»Alle mennesker mener, at de har en ret til at have en holdning om amning, fordi alle selv har været igennem det eller været vidne til det. Der er nogle kvinder, der virkelig får på trynen i medierne. Når man går ind og ser Facebook-debatterne, er det lige så tit andre mødre, der retter en stærk kritik mod de langtidsammende mødre. Forældreskabet er meget sårbart og når man føler sig ramt på det, reagerer man også kraftigt,« siger hun.
Det store fokus på pædofili har ifølge Sarah Thomsen været med til at mistænkeliggøre de langtidsammende kvinder, der ammer børn over etårs-alderen.
De får pludselig et incestuøst mærkat på sig.
»Det åbner op for en masse spekulationer. Og hvem har lyst til at blive hængt ud som en afskyelig pædofil, fordi man som mor ammer sit tre-årige barn? Det er jo hamrende sørgeligt, at det er sådan.«
Rundt om i landet sidder der kvinder, som i deres hjem ammer deres større børn i smug. De finder sammen på nettet i Facebook-grupper eller holder deres hemmelighed helt for sig selv. De kalder sig selv for skabsammere og er et voksende fænomen, lyder vurderingen fra Sarah Thomsen.
»Der er mange flere kvinder, der langtidsammer, end vi lige går rundt og tror. De kan se, hvor stor debat det vækker, og hvor stærke følelser der i det. De orker måske heller ikke at skille sig for meget ud. Hvis man sidder til firmajulefrokosten eller til middagspausen, og en kollega siger, at »hende her ammer stadig, og er det ikke bare forfærdeligt?«, så gider man måske ikke fortælle om sig selv.«
En af skabsammerne er Karina, der er i slutningen af 20erne og bor i Jylland. Hun bor med sin mand og to børn på henholdsvis 10 måneder og tre år, der begge bliver ammet.
Hun foretrækker anonymiteten, fordi hun ikke ønsker at blive set på som unormal.
Lige nu får den treårige datter bryst, når hun kommer hjem fra daginstitution. Hun bliver ammet igen til puttetid og når familien står op.
Inden Karina fik barn, tænkte hun selv, at hun ville amme i seks måneder. Da datteren kom til verden, havde hun en svær start på livet. Derfra tog den ene dag den anden.
»På et tidspunkt aftalte jeg med min mand, at jeg skulle stoppe, når hun blev et år. Nogle i min mødregruppe begyndte at tale om, at de havde droppet amningen, men når jeg talte med dem hver især, ammede de rent faktisk stadigvæk. Allerede der foregik det lidt i det skjulte.«
Ulækkert. Det er det ord, hun også hører igen og igen fra andre mennesker.
Karina er blevet bedt om at pakke brysterne væk på en offentlig restaurant og til en familiefest er hun blevet verfet over i et arrangeret ammerum med begrundelsen om, at de andre gæster slap for at se på hende amme.
»Min mand støtter mig derhjemme i forhold til amningen, men udadtil siger vi ikke noget om det. Det holdt vi op med, da hun blev to år gammel. Vi har ikke lyst til at være anderledes og forholde os til andre menneskers kommentarer. At jeg ikke har lyst til at stå frem, er jo også en historie om, at vi lever i et meget fordomsfuldt samfund, hvor der er ikke den store plads til forskelligheder,« siger hun.
De ved det ikke henne i datterens daginstitution. Legekammeraterne har de heller ikke fortalt det til.
En dag, hvor en gruppe af børnene legede sammen, fik Karina sagt afværgende til datteren, at hun ikke skulle have en tår lige nu.
De andre tilstedeværende forældre reagerede med larmende tavshed.
»Grunden til, at jeg ikke selv siger det højt er, at det hurtigt bliver så definerende for, hvordan andre mennesker ser mig som mor og os som familie. Hvis der er nogle problemer af nogen art, kommer det hurtigt til at hedde: Det er nok, fordi hun ammer.«
Grænserne for, hvornår et barn bliver betragtet som for stort til at blive ammet, har rykket sig gennem årene, lyder det fra Ditte Bach.
Hun er privat jordemoder og aktuel med bogen "Amning med ESA-metoden” (ESA står for Effektiv Smertefri Amning red.)
I dag betragter man et barn på ti måneder som stort og af en størrelse, hvor man godt kunne lade være med at amme. Lige så snart der et andet valg i form af mad, skal brysterne helst pakkes væk.
»De ammende kvinder skal grundlæggende navigere i et forvirrende minefelt af holdninger. Når børnene er helt små, skal de helst ofre sig og gøre alt for at amme – også selvom det gør meget ondt, hvilket det slet ikke skal gøre. Når barnet bliver en vis størrelse, skal de helst slippe amningen med det samme.«
Amning er meget intimt. Det er den helt basale grund til, at det vækker noget dybt i os. Man ser en situation, hvor mor og barn er helt nære, lyder det.
»Ligesom folk kan blive provokerede af at se to nyforelskede mennesker tungekysse, kan det vække lige så stærke følelser i folk at se amningen, fordi den er knyttet til intimsfæren. Nogle vil tænke: Ej, gid det var mig. Andre vil tænke: Ej, det er da for meget,« siger Ditte Bach.
Hun oplever, at kvinder i dag er blevet langt mere blufærdige i forhold til deres fødsel og kroppen.
De går meget mere op i at undgå at have afføring under fødslen end man gjorde før i tiden.
Nogle af dem bekymrer sig om, at deres mand aldrig har set dem uden sminke før.
»Det hele skal være ordentligt, og de har langt flere indledende bekymringer: Vil deres kæreste synes, at det er pinligt at se dem i sådan en situation? Hvordan vil de se ud i en bestemt fødestilling? De har langt flere holdninger til fødslen. Men kroppen tager jo altid over. Uanset om det er en fødsel eller amning.«
Luna Munk er en effektiv madmaskine.
Hun nyder selv at give sine børn mælk og indgå i det skema over dagen, hvor mange af timerne går med at have et mindre eller større barn ved brystet.
Det er også blevet en indædt kamp for hende.
Hun skriver om langtidsamning på sin blog, deltager åbent i debatter på Facebook og stiller op her i avisen, fordi det er vigtigt at vise hele Danmark, at man sagtens kan amme tre børn.
Ingen skal bestemme, hvornår det er passende med fuldt ammestop. Ligesom ingen skal bestemme over kvinder, der ikke vil amme.
»Det er da ikke fair, at kvinder i dag skal være bange for omverdenens reaktioner. Hele forældredebatten bliver ofte sat op i nogle stærke modsætninger. Så er det flaske versus bryst. Så er det samsovning versus sove alene på eget værelse. Vi kører konstant på hinanden i stedet for at indrømme, at det grundlæggende handler om vores egen stærke, forbandede usikkerhed.«
