Fem nye sagsbehandlingscentre skal spare kommunerne for i alt 500 stillinger. En besparelse på 300 millioner kroner, der kan bruges på flere hjemmehjælpere.

Kommunerne kommer til at bortrationalisere 500 stillinger i forbindelse med en aftale med regeringen om at oprette fem nye sagsbehandlingscentre, der skal stå for udbetalinger af forskellige offentlige ydelser.

Det oplyser beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) om aftalen, der får virkning fra sommeren 2012.

I dag er omkring 2000 kommunale sagsbehandlere beskæftiget med at regne ydelserne ud for folkepension, førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge eller børnebidrag i de tilfælde, hvor der ikke er behov for en individuel sagsbehandling.

De nye centre for den såkaldte objektive sagsbehandling skal ligge i Frederikshavn, Holstebro, Haderslev, Vordingborg og Hillerød i henhold til en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. I første omgang flyttes 1500 kommunale sagsbehandlere til de nye centre. De skal ad åre skæres ned til 1000. Andre 500 som i dag er beskæftiget med den objektive sagsbehandling forbliver i kommunerne.

- Det er en aftale, som skal give kommunerne 300 millioner kroner mere, som de så kan bruge på den borgernære service for eksempel i ældreplejen, siger beskæftigelsesministeren om aftalen.

Hun er blevet kritiseret af rådmand i Århus, Dorthe Laustsen, for at melde sent ud om de nye centre netop nu, hvor mange kommunale sagsbehandlere er gået på sommerferie.

Beskæftigelsesministeren indvender, at hun netop er hurtigt ude i betragtning af, at centrene først oprettes til sommeren 2012.

- Flere borgmestre har bedt mig om at melde hurtigt ud. Og det er det, jeg har efterkommet, siger Inger Støjberg.

Stillingsnedskæringerne inden for den objektive sagsbehandling vil i vidt omfang ske i forbindelse med naturlig afgang, venter beskæftigelsesministeren.

/ritzau/