SANNE SALOMONSEN, RytmeHans, Skanderborg, fire stjerner ud af seks
Det er uendelig svært at blive vred på Sanne Salomonsen (og hvorfor skulle man så også det), men i Skanderborg fredag aften blev det endnu sværere. Af mange årsager, men primært fordi der faktisk følelsesmæssigt er sket noget såre smukt, siden Sanne for nogle år siden vendte tilbage efter sin sygdom og meget omtalte blodprop.
Nu elsker de fans, som i forvejen elskede Sanne, simpelthen tøsen endnu højere. Og Sanne elsker i sagens natur også de fans mere end nogensinde. Fordi de stadig står der, fordi hun stadig står der, og fordi…. nå ja, de viser hende den respekt og kærlighed, de gør.
SE LØRDAGENS TV-NYHEDER FRA SKANDERBORG HER
Der er med et udtryk, som i denne sammenhæng er sjældent præcist, simpelthen kærlighed i luften til en Sanne Salomonsen koncert nu om stunder. Til hver den tid i al almindelighed og i Skanderborg fredag i særdeleshed.
Jo, det tror da fanden, at pigebarnet synger så meget om kærlighed. Om det er ’Den jeg elsker’, ’Kærligheden kalder’ eller den fornemme ’Love Don’t Bother Me’, så overtager Sannes publikum simpelthen sangene, mens solisten sænker mikrofonen, sætter hænderne på hofterne og smiler det dér smil, som om noget signalerer ’hva’ fa’en har jeg gjort for at gøre mig fortjent til det her?’
Well Sanne. Du har gjort det, du har. Du har altid været der. Du har sunget det sange dér. Og derfor skylder du sgu’ ikke os noget, mens vi skylder DIG ikke så lidt.
Musikalsk er seancen dog ikke problemfri. Lydmanden har en irriterende tendens til at ville skabe et behagesygt radiovenligt bas- og keyboardtungt lydbillede, som simpelthen ikke hører hjemme med et band, som helt tydeligt gerne vil spille rock. Med andre ord: så skru’ da for fanden OP for de guitarer, mand!
Det er regulære rocksange som ’Voodoo’, ’Sui Sui’ og ’Kød og blod’, vi har med at gøre hér, og så kan det sgu’ ikke nytte, at man kun for alvor kan høre guitarerne i de fesne firser funk-figurer, de ind imellem desværre roder sig ud i. Hvis Sanne er rockmama, vil jeg tillade mig at forvente, at hendes band lyder som et rockband.
Når det imidlertid er sagt, så var Sanne – bedårende balancerende mellem ydmyghed og afslappethed – en fornøjelse at være i selskab med i Skanderborg.
I en periode efter blodproppen overkompenserede Sanne. Forståeligt nok for hun ville selvfølgelig bevise, at hun stadigvæk kunne. I 2012 ved Sanne godt, hun stadig kan og slapper af igen.
Det klæder dig Sanne. Og det var en fornøjelse at være vidne til.
