Ferie kan være mere stressende end en almindelig arbejdsdag, viser ny undersøgelse

Knap hver femte af os - 18 procent - oplever, at ferien kan være mere stressende end en almindelig hverdag. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har udarbejdet for BT. Samme undersøgelse viser i øvrigt, at kun 53 procent holder sommerferie tre uger eller mere i år.

Juli måned er ferietid. Et tidspunkt på året hvor vi ser frem til at slappe af og samle ny energi med familie og venner. Men for mange af os bliver ferien ikke den afslapning, vi håber på. Noget tyder på, at det er børnefamilierne, der er ramt. I hver fald viser Gallups måling, at det især er de 18 til 35-årige, der mener, at ferie kan være mere stressende end en almindelig hverdag.

Familiepsykolog Jens Henrik Thormann mener, at det kan skyldes, ar vi ikke er vant til at være sammen med vores familie døgnet rundt:

»Til hverdag er mange familier hver sit sted: Mor og far er på arbejde, og børnene er i daginstitution, skoler, musikskoler og sportsklubber. Det er ikke mange timer, man er sammen til hverdag. I ferier skal man så have det hele til at hænge sammen 24 timer i døgnet. Det er vi ikke øvede i, og derfor kan det være med til at stresse os. Samtidig higer vi efter oplevelser med fart og bevægelse, og det er i virkeligheden ro, de fleste børn helst vil have,« siger Jens Henrik Thormann.

Psykologer og arbejdsmiljøkonsulenter har igen i år været ude og advare mod, at vi efterhånden bliver ramt af stress både før, under og efter ferien. Smartphonen nævnes som en af de helt store syndere, fordi den giver os mulighed for at følge med i arbejdsmailen, og så får hjernen ikke den tiltrængte pause.

Stressforsker Pernille Steen Pedersen fra CBS har skrevet en interviewbaseret ph.d., der viser, at vi skammer os, når vi er bagud med arbejdsopgaver eller hvis vi føler os uden for fællesskabet på jobbet. Og skam kan føre direkte til stress, siger hun.

»En af grundene til, at vi bliver stressede i ferien, er, at vi har svært ved at lukke ned og lade bunkerne ligge. Det er konsekvensen af, at vi i dag går på arbejde med liv og sjæl og al vores ære og stolthed. Vi er blevet trænet i, at arbejdet skal give mening og har ophævet grænsen mellem arbejde og fritid. Samtidig er arbejdet i dag præget af mere og mere selvledelse, og det gør os selv til dommere over, om vi har gjort det godt nok. Derfor kan det stresse os og give os dårlig samvittighed at holde ferie, hvis skrivebordet f.eks. ikke er ryddet, når vi slukker computeren for at gå på ferie,« siger Pernille Steen Pedersen.

Og den vurdering er Joël Boukris, aut. psykolog helt enig i.

»Vi er mange, som har vænnet os til en meget travl hverdag med et højt aktivitetsniveau, som bliver den 'vante' tilstand. Det er ofte svært at træde ud af det vante i et ret pludseligt skift fra arbejde til ferie, og dermed opnå den tiltrængte afslapning. Samtidigt, så er ferien for mange også et tidspunkt, hvor man gør nye ting - måske også med mange oplevelser og gøremål - og har store forventninger og forhåbninger, som kan være svære at indfrie,« siger Joël Boukris.

De gode råd lyder: Lav en realistisk plan for, hvad du kan nå inden ferien. Slet mailkonti på mobilen, og husk autosvar på mail og feriebesked på telefonsvareren. Og så 'trækker du stikket helt i ferien' og øver dig i at være nærværende.