Ansatte hos Endomondo har god grund til at være rigtig glade for deres arbejde i disse dage.

Blot tre dage før virksomheden blev solgt til det amerikanske tøjgigant Under Armour for svimlende 575 millioner kroner, besluttede bestyrelsen at vedtage et aktieprogram, der gav de ansatte mulighed for at købe 12,7 pct. af virksomheden til en meget favorabel pris på i alt 813.298 kr.

Det fremgår af dokumenter, som avisen Børsen har fået aktindsigt i.

Læs også:

Dermed kan de omtrent 38 ansatte, der har valgt at satse på at arbejde i en nystartet virksomhed, se frem til at få en betydeligt tykkere bankbog i forbindelse med salget.

Vedtagelsen af aktieprogrammet giver nemlig de ansatte aktier, der i gennemsnit indbringer dem 1,9 mio. kr. ved salget af den danske teknologivirksomhed.

Læs også:

Formand for bestyrelsen Preben Damgaard forklarer overfor Børsen:

»Der er tale om et aktieprogram, som har været meget bredt funderet, og som har virket efter hensigten, nemlig ved at tiltrække og fastholde de uundværlige kompetencer på såvel den tekniske som den kommercielle side af forretningen,« forklarer Preben Damgaard til Børsen og fortsætter:

»Det er de berømte frivillige gyldne håndjern, der er et godt værktøj i en meget videntung virksomhed, som Endomondo.«

I en mail til bt.dk skriver administerende direktør i Endomondo, Mette Lykke:

»Det er ikke rigtigt, at alle dem, der har modtaget warrants stadig arbejder hos os. Det er heller ikke rigtigt, at alle warrants var nogenlunde ligeligt fordelt. Det er helt normalt, at de første medarbejdere får flere warrants end de senere tilkomne, fordi de første løber en risiko og typisk går markant ned i løn. Desuden er warrants jo ikke noget værd i begyndelsen, hvorfor de får flere af dem. Jeg har ikke yderligere kommentarer.«

Endomondo blev grundlagt i 2007.