Børneværten Sebastian Klein var på familiebesøg med sine egne børn i Knuthenborg Safaripark, da han ser en helt usædvanlig scene udspille sig i Tigerparken.

Her har en tiger netop flået barnevognen af familien Malthesens bil og er stukket af med byttet.

- Det ser helt sindssygt ud. Den kommer paraderende med løftet hoved og det ene barnevognshjul i munden, så resten af barnevognen stritter direkte op i himlen. Den er helt oppe at køre, som om den lige har nedlagt et bytte og viser det til de andre tigre. Den går i gang med at splitte den fuldstændig ad, siger Sebastian Klein til bt.dk.

Han er også er kendt som Doktor Pjuskebusk fra DR's Naturpatruljen.

Er selv blevet jaget af tiger

- Jeg har prøvet at lave programmer som dyrepasser dernede, hvor vi lavede forskellige aktiviteter med tigrene. De har nemlig tendens til at blive fede, når de er i fangeskab. Så de skal aktiveres for at opføre sig som vilde tigre, forklarer Sebastian Klein.

- Man gør så det, at man kører en bil ind i buret med en snor og et kødben bagpå for at lade dem jagte kødstykket. Det tænder deres jagtinstinkt. Så jeg har selv prøvet at blive jaget af en tiger. Og det er et uhyggeligt dyr.

Da familien Malthesens barnevogn tirsdag omkring middag bliver bytte for safariparkens tiger, kunne det minde om den oplevelse, fortæller Sebastian Klein.

Tigre i oprør

- Det var fantastisk at se, hvordan tigrene reagerede som om, at det var et bytte, der skulle fanges og dræbes. Man kunne mærke, at tigrene var i oprør som om, der lige var nedlagt en hjort. Det var en smule skræmmende.

Sebastian Klein møder efterfølgende Tea og Thomas Malthesen, der spørger vagten i Tigerparken, hvordan de kan få deres barnevogn tilbage.

- De håber på det tidspunkt stadig, at den kan samles igen.

Thomas Malthesen har dog forklaret, at den er totalskadet.

- Det regnede jeg nu også med, siger Sebastian Klein.