Flere forskere mener, at Miljøstyrelsen er helt galt på den i sin beregning af støjen fra vindmøller.

De nye støjregler for vindmøller, som miljøminister Ida Auken (SF) netop har sendt i høring, er udarbejdet på et mangelfuldt grundlag:

Beregningerne, som er grundlag for reglerne, giver alt for lave tal for møllernes lavfrekvente støj - og tillader dermed, at møller står tættere på beboelse, end hvad der er videnskabeligt forsvarligt.

Sådan lyder det fra flere internationalt anerkendte støjforskere til Politiken.

- Man kunne fristes til at tro, at Miljøstyrelsen manipulerer med støjberegningerne, så udbygningen af vindmøllenettet kan fortsætte næsten uhindret, siger Henrik Møller, professor i akustik på Aalborg Universitet til Politiken.

Det er uhyre svært at finde kvalificerede støjeksperter i Danmark, der både vil udtale sig og ikke er på Miljøstyrelsens konsulentliste.

Men i Sverige vil professor i arbejds- og miljømedicin Kerstin Persson Waye fra Göteborg Universitet godt bakke Aalborg-forskerne op:

- Den danske miljøstyrelses målinger af lydisolation er fundamentalt forkerte, og dataene bør kasseres, skriver Persson Waye sammen med Aalborg-forskerne i det videnskabelige tidsskrift Journal of Low Frequency Noise, Vibration and Active Control.

Aalborg-forskerne er enige med Miljøstyrelsen i, at den generelle støjgrænse bør være på 20 decibel (dB). Men de mener, at Miljøstyrelsen har forsømt at lave korrekte målinger af lydisolationen i typiske danske huse.

Miljøminister Ida Auken (SF) lover, at man vil forholde sig til alle høringssvar, men hun vil ikke love noget specifikt i forhold til Aalborg-forskerne.

- Jeg kan se, at der er en faglig uenighed, men Miljøstyrelsen har lavet et grundigt stykke arbejde og har også hørt eksterne eksperter.

- Og nu har vi jo rent faktisk lavet en støjgrænse, der er skrappere, end hvad der gælder for industrien - hvor der om dagen er en 25 dB-grænse, siger ministeren til avisen.

/ritzau/