Man har noget at leve op til som barn, hvis ens ene forælder har vundet OL-guld, og den anden har vundet Tour de France... Hvis man altså er klar over det.

For hjemme hos Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis gik der faktisk en del år, før de fik sig noget af et chok og fandt ud af, at deres håndboldmor har en OL-guldmedalje liggende i gemmerne.

Det fortæller Bjarne Riis til B.T.

»Vi har været opmærksomme på ikke at presse vores børn og forsøgt at finde en god balance. Vi har kørt det rimelig afslappet. Der gik lang tid, inden de fandt ud af, at deres mor havde vundet OL-guld.«

Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup har fire sønner sammen.
Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup har fire sønner sammen. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

Anne Dorthe Tanderup er kendt som en af 'de jernhårde ladies,' der dominerede håndboldverdenen i 90erne med guldmedaljer ved både VM, EM og altså OL i Atlanta i 1996.

At deres far havde vundet Tour de France, fandt parrets børn hurtigt ud af.

»Det var svært at undgå. De vidste godt, at deres mor havde spillet håndbold og været god,« siger Bjarne Riis og fortæller om det skelsættende – og sjove – øjeblik.

»Det er ikke mange år siden, jeg sagde til Anne Dorthe: 'Hvaa, skal du ikke vise din guldmedalje?' Så kiggede børnene på hende og sagde 'Guldmedalje?'« siger han og begynder at storgrine.

»'Ja, din mor har vundet OL-guld,' siger jeg så, inden der bliver svaret 'Ahva for noget?' Så kiggede de på hende og troede bare, at det var far, der havde vundet et eller andet,« forklarer han og bryder ud i latter igen.

Man kan undre sig over, at der ikke har været en anledning tidligere. Men den gik altså rent ind hos Bjarne Riis.

»Det er da meget charmerende,« lyder det fra Ørnen fra Herning.

Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup har netop købt sig ind i en dansk virksomhed, hvilket du kan læse mere om her.

For nylig flyttede parret, og det kan du læse her.