Hvis Danmarks største lejlighedshandel nogensinde var en 'Bendtner', så er Sveriges største lejlighedshandel nogensinde en 'Zlatan'.

Hvis du går og synes, at boligpriserne i hovedstadsområdet er høje, skal du ikke flytte over sundet, hvor to sammenlagte lejligheder i den svenske hovedstad Stockholm blev solgt i december for en rekordsum af 83 mio. danske kroner (104,5 mio. svenske kroner), skriver Boliga.dk.

Til sammenligning blev den største lejlighedshandel herhjemme indgået i 2008 til en pris på 24,65 mio. kr., og selvom både nordmændene og svenskerne har handlet lejligheder til højere priser end den danske rekord, er det alligevel usædvanligt med et skandinavisk salg i den prisklasse.

Mægleren bag salget, Niklas Berntzon fra ejendomsmæglerfirmaet ESNY (Eklund Stockholm New York), har da også svært ved at skjule sin begejstring, da Boliga får fat i ham.

»Sidste år slog jeg kvadratmeterprisrekorden ved at sælge en bolig for 200.000 svenske kroner pr. kvadratmeter og nu denne her med rekord både i kvadratmeterpris, 250.000 svenske kroner pr. kvadratmeter, og en totalpris 104,5 mio svenske kroner kr.«

»Mit største problem lige nu er, hvordan jeg skal nå den næste rekord på 300.000 svenske kroner pr. kvadratmeter, men det lykkes jeg med, inden året er slut, haha,« skriver Niklas Berntzon med en selvfølgelighed, der nok kan give den samlede danske mæglerstand våde drømme.

360 graders panoramaudsigt

Den svenske luksuslejlighed består af to lejligheder, der er slået sammen, og er købt af én person. Samlet set breder den sig ud over 418 kvadratmeter.

Projektet er klar til indflytning den 1. juli, og den heldige køber kan se frem til at bo i ”den mest spektakulære ejendom nogensinde i Stockholm”, som Niklas Berntzon formulerer det.

Det indebærer blandt andet 360 graders panoramaudsigt over den svenske hovedstad, vinduer fra gulv til loft, elevator, roomservice døgnet rundt, receptionist og muligheden for at få personalet til at køre bilen frem til brug.

De 18 lejligheder, der er en del af ejendomskomplekset, ligger på toppen af Hotel Continental, og hvis man skulle komme sent hjem til sin luksuslejlighed, kan man ringe til hotellet, hvor personalet er klar til at fylde køleskabet op eller sørge for middag eller morgenmad.

Der hører naturligvis også en tagterrasse med til lejligheden.

Ifølge det svenske site Affärsvärlden er køberen den 30-årige millionær Filip Tysander, der har skabt sin formue som grundlægger af urvirksomheden Daniel Wellington.

Tidligere FC Nordsjælland-ejer bag årets største handel

Den dyreste udbudte lejlighed herhjemme er penthouseboligen i The Silo-projektet i den københavnske nordhavn, hvor mæglerens prisforslag lyder på 32 mio. kr.

Årets største lejlighedshandel indtil videre fandt sted på Esplanaden i København, hvor den tidligere FC Nordsjælland-ejer Allan K. Pedersen betalte 20 mio. kr. for en 232 kvadratmeter stor luksuslejlighed.

Se billeder af Danmarks dyrest udbudte lejlighed her