Danske Rashid Kassem kommer formentlig på sin hårdeste udfordring hidtil, når han møder englænderen Joe Murray 15. oktober i Frederikshavn.

Nørrebro-bokseren har længe kaldt på stærkere modstandere, end dem Team Sauerland ellers har givet ham i Rashid Kassems foreløbige 11 kampe som professionel.

Og nu ser den 25-årige boksers bøn endelig ud til at være blevet hørt. Han møder englænderen Joe 'The Genius’ Murray (17-2-0, 7 KOs) i letvægt samme aften, som kollegaen Dennis Ceylan bokser EM-kamp ved Nordic Fight Night i Frederikshavn.

»Jeg glæder mig til at komme i ringen igen. Jeg vil frem i bokseverdenen, jeg vil være den bedste, og nu hopper jeg et skridt op med den her kamp,« udtaler Rashid Kassem i en pressemeddelelse.

Den ubesejrede danskers modstander har kun to nederlag i karrieren og vandt VM-bronze som amatør tilbage i 2007. Joe Murray har tidligere vundet en ungdomstitel hos IBF - dengang som fjervægter. Men har siden tabt to engelske titelkampe til Liam Walsh, som i øvrigt er bror til Dennis Ceylans kommende modstander, Ryan Walsh.

Rashid Kassem er ikke nervøs ved udsigten til mødet med Joe Murray.

»Det bliver helt sikkert den hårdeste kamp i min karriere, men det bliver også hans hårdeste kamp. Han kalder sig et geni, men jeg er sikker på, at jeg er en klogere bokser end ham. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad de kalder sig, de kan bare komme,« siger han.

Selvom Joe Murray er et fint navn at få til Danmark, så er det dog ret kuriøst, at englænderen lader op til opgøret mod Rashid Kassem med en anden kamp blot 15 dage forinden i England. Således står han opført som deltager ved et stævne mod en endnu ukendt modstander 1. oktober i Buxton i hjemlandet. En lidt besynderlig planlægning med to kampe på to uger, hvis man virkelig vil noget fremadrettet. Normalt skal der gerne gå måneder mellem kampene for bokserne.

Rashid Kassem har derimod ikke bokset længe og ser frem til at komme i ringen.

»Jeg fokuserer på min træning og studerer først lidt video med ham et par dage før kampen. Han har en god rekordliste, men jeg ser ham mere som en bokser, der giver mig muligheden for at vise folk, at jeg er fremtidens mand,« siger han.