Flere end 350.000 gange er et opslag blevet delt på Facebook, efter en familie har lagt en særdeles sjov oplevelse online, som alle med internetadgang kan få et lille grin ud af.

Den amerikanske familie, Zaring, fra St. Louis besluttede i foråret 2017 at få taget et familieportræt af en professionel fotograf, men da de først i det nye år modtog billederne og så resultatet, efter at fotograferingen var gået i glemmebogen, troede de dårligt deres egne øjne.

'Dette er IKKE en joke,’ indleder Pam Zaring sit Facebook-opslag.

‘Vi betalte en fotograf, der hævdede at være professionel, 2-250 dollar (ca. 1.500 kroner, red.) for et familieportræt. Se disse ÆGTE billeder, hun sendte til os. Hun sagde, at skyggerne havde været rigtig slemme på den smukke solskinsdag, og at hendes lærer aldrig havde lært hende at retouchere billeder.’

‘Jeg har bogstaveligt talt ikke grinet så meget i årevis,’ fortsætter hun.

På billederne ses Pam sammen med sin mand Dave, parrets to sønner, Cade og Connor, samt Daves mor Sharon. Alle fem er dog nærmest ikke til at kende på grund af den ufattelige billedbehandling. Kun familiens hunde har ikke været ofre for fotografens evner inden for billedredigeringens kunst.

Pam Zaring fortæller til lokalmediet KCEN, at fotografen har tilbudt at tage billederne om. Men Pam Zaring er meget tilfreds med sine billeder, lyder det.

»Det har været hver en øre værd,« siger hun og fortæller, at hendes børn først troede, at deres forældre lavede sjov med dem.

»De blev ved med at sige, at de lignede LEGO-figurer.« siger Pam Zaring.

Pam Zaring har på Facebook skrevet i en kommentar til billederne, at hun på ingen måde har haft onde hensigter med opslaget, og hun opfordrer derfor til, at andre i kommentarer holder sig til at lave sjov med billederne i stedet for at kritisere fotografen.