Har du sinde at bevæge dig udenfor efter mørkets frembrud de kommende dage, så gør du klogt i at tage godt med tøj på.

For de næste mange nætter er det ikke utænkeligt, at temperaturen sniger sig op på 10 minusgrader, fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI, Frank Nielsen, søndag aften.

»Vi har højtrykspræget vejr med tør luft, der kommer ned over landet fra nordøst, og vinden til ud til at aftage gradvist de kommende nætter, og når det så bliver stille og klart, så er der gode chancer for, at det bliver meget koldt,« siger han og fortsætter:

»Hvis betingelserne bliver opfyldt, så lander vi nok på mellem 5 og 10 graders frost i løbet af nætterne.«

Særligt natten til mandag kan gå hen og blive særdeles kold på grund af blæsten, der først begynder at aftage i løbet af mandag morgen.

»Der vil være lidt vind, og så føles det altså næsten koldere, end hvis det er vindstille. Så hvis man tænker på at skulle ud og cykle, så kan det nok godt komme til at føles som minus 8 grader,« siger Frank Nielsen.

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. For det kolde og klare vejr betyder nemlig, at både mandag og tirsdag kan blive særdeles solrig.