Er du i Woodruff i USA, eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Indbyggerne i den lille by Woodruff er rystede efter nyheden om, at en 45-årig mand har tilstået drabet på mindst fem mennesker. Han har også fortalt politiet om to grave, så han kan i alt have syv menneskers liv på samvittigheden.

Det skriver flere amerikanske og internationale medier, herunder Fox Carolina og BBC.

Den bestialske sag, der de seneste dage har trukket overskrifter i hele USA, udviklede sig for alvor torsdag, hvor politiet fandt den 30-årige Kala Brown i en container.

Ifølge politiet blev hun fundet ”lænket som en hund’ i containeren på en stor landejendom i Woodruff. Sammen med sin kæreste, den 32-årige Charles Carver, havde hun været efterlyst siden august.

Efter fundet af Kala Brown blev den 45-årige Todd Kohlhepp, der ejer landejendommen, anholdt. Politiet begyndte derefter at indsnævre efterforskningen til ejendommen.

Fredag lokal tid fandt poitiet liget af en mand på ejendommen. Natten til søndag dansk tid er liget blevet identificeret som Kala Browns forsvundne kæreste, den 32-årige Charles Carver, skriver flere amerikanske medier, herunder Fox Carolina.

Blot timer senere oplyste sheriffen i Spartanburg County, Chuck Wrigh, på en pressekonference, at den hovedmistænkte i sagen, den 45-årige Todd Kohlhepp, har tilstået drab på i alt syv mennesker.

Om de efterladte til Charles Carve, Kala Browns afdøde kæreste, lød det fra sherif Chuck Wrigh, ifølge BBC:

»De er naturligvis sønderknuste.«

Til myndighederne skal Todd Kohlhepp have forklaret, at det var tilbage i 2003, at fire af de angiveligt i alt syv tilståede drab blev begået. Indtil videre har han udpeget to af stederne, hvor de dræbte er blevet begravet, skriver BBC videre.

Dertil kommer fundet af liget på hans ejendom.

Det var et tip, der torsdag førte politiet frem til den store landejendom i Woodruff, ifølge ABC News.

Her opdagede man kvinden, fordi hun skreg højt og bankede på væggen inde fra containeren.

Er du i Woodruff i USA, eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.