Det ville rette op på en historisk uretfærdighed, hvis FN fordømmer Hamas, mener FN-ambassadør Nikki Haley.

Det lykkedes ikke USA torsdag at få et forslag om at fordømme den palæstinensiske Hamas-bevægelse stemt igennem i FN.

Forslaget fik 87 stemmer i Generalforsamlingen. 58 lande stemte imod, mens 32 afstod fra at stemme.

Det kræver et flertal på to tredjedele at få et forslag stemt igennem i FN.

Forslaget var fremlagt af USA's afgående FN-ambassadør, Nikki Haley. Hun havde bedt FN's Generalforsamling om at fordømme Hamas for at have skudt raketter mod Israel.

Den militante gruppe Hamas har kontrolleret Gazastriben siden 2007.

Haley har gentagne gange beskyldt FN for at have anti-israelske tilbøjeligheder.

Det er første gang, at FN's Generalforsamling, der har mødtes siden 1946, er blevet forelagt et forslag om at fordømme Hamas.

Forud for torsdagens afstemning sagde Nikki Haley, at forslaget "ville rette op på en historisk uretfærdighed" og "placere Generalforsamlingen på den rigtige side af sandheden samt opnå balance i bestræbelserne på at opnå fred i Mellemøsten".

- Spørgsmålet er nu, om FN mener, at terrorisme er acceptabelt, hvis - og kun hvis - den er rettet mod Israel, sagde hun.

Israels FN-ambassadør, Danny Danon, beklager, at afstemningen om fordømmelse blev "kapret" af et proceskrav om to tredjedeles flertal i stedet for et simpelt flertal.

Omvendt roser Hamas resultatet af afstemningen. Bevægelsen kalder det et "slag i ansigtet" for USA's præsident Donald Trumps administration.

Hamas står på både USA og EU's terrorliste. EU stemte da også for det amerikanske forslag om fordømmelse.

Selv om resolutioner i FN's Generalforsamling ikke er bindende, har de stor politisk betydning.

Palæstinenserne brød forbindelsen med Trumps administration, efter at USA besluttede at flyttede sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem

/ritzau/AFP