Ruslands styrker rykker frem – Ukraine trækker sig tilbage på slagmarken.

Det er grundlæggende de overskrifter, man skal lægge i den seneste melding, som Ukraine er kommet med i weekenden.

Og ved første øjekast ser det ikke just positiv ud med ukrainske briller. Men giver det anledning til bekymring på Ukraines vegne?

Nej, siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen.
Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

 »Ikke umiddelbart. Jeg kan ikke se nogen stor grund til panik,« siger han og fortsætter:

»Tilbagetrækningen hænger sammen med, at Ukraine er presset. Derfor foretager man en kontrolleret tilbagetrækning, som russerne kan slå sig på. Man skal ikke holde stilling, for det mister man liv på. Så Ukraine kigger på, hvordan de skal gribe det an. Og derfor giver det god mening at trække sig tilbage.«

Det er den øverstkommanderende for Ukraines væbnede styrker, Oleksandr Syrskyj, som på sin Telegramkanal har givet en ukrainsk status.

»Situationen ved fronten er forværret. I et forsøg på at gribe det strategiske initiativ og bryde igennem frontlinjen har fjenden fokuseret sin hovedindsats på flere områder og skabt en betydelig fordel i styrker og midler,« skriver han og tilføjer, at Ukraine flere steder har måttet rykke tilbage ved fronten.

Udtalelser, der bliver citeret verden over.

Peter Viggo Jakobsen hæfter sig dog ved, at Ukraine gentagene gange har rykket tilbage.

Og derfor skal man ikke lægge det store i den ukrainske melding, mener han.

Omvendt skal man ikke benægte det russiske overtag på nuværende tidspunkt.

»Russerne har produceret flere våben, mobiliseret flere soldater end Ukraine og har en samtidig en materiel fordel.«

»Og det er Ukraine nødt til at gå ud og fortælle. Der er jo ingen grund til at lyve om det. For ellers skal russerne nok gå ud og fortælle, hvordan det er.«

Så sent som i sidste uge underskrev USAs præsident, Joe Biden, en ny militæraftale, der sikrer over 400 milliarder kroner til Ukraine.

Men hjælpen kommer ikke til at rokke det store ved situationen for nu, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

I stedet skal den militære hjælpepakke være med til at stabilisere den ukrainske defensiv.

»Ukraine mangler mandskab, og derfor tror jeg, at vi kommer til at se dem stå defensivt henover foråret og sommeren.«

»Og faktisk tror jeg, at vi skal helt hen til næste forår, før vi ser Ukraine skubbe baglæns igen.«

Joe Biden garanterede samtidig, at den amerikanske hjælp skete med øjeblikkelig virkning og med hast bliver sendt til Ukraine. Det kan du læse mere om HER.