»Hvis du bare havde gjort dit arbejde ordentligt, er der en god chance for, at min smukke dreng stadig ville have været i live i dag.«

Sådan sagde Emma Webber foran Nottingham Crown Court, efter der torsdag er faldet dom i retssagen mod manden, der i sommer slog tre personer ihjel, heriblandt Emma Webbers blot 19-årige søn.

Det skriver The Independent.

Gerningsmanden, den 32-årige Valdo Calocane, blev dømt for at have stukket den 65-årige Ian Coates, 19-årige Grace O'Malley-Kumar og Barnaby Webber ihjel den 13. juni sidste år.

Grace O'Malley Kumar og Barnaby Webber blev kun 19 år gamle. Ian Coates blev 65 år.
Grace O'Malley Kumar og Barnaby Webber blev kun 19 år gamle. Ian Coates blev 65 år. Foto: Adam Vaughan/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Under retssagen kom det frem, at han led af 'alvorlig' mental forstyrrelse.

Han har erkendt sig skyldig i det, der ifølge britisk lovgivning hedder 'manslaughter'. På dansk kan det betegnes som 'uforsætligt drab'. Han har nægtet sig skyldig i 'murder', der er 'forsætligt drab'.

I domsafsigelsen torsdag lød det, at »det er muligt, at han aldrig bliver løsladt, så han kan blive behandlet for paranoid skizofreni«, skriver Nottinghamshire Police i en pressemeddelelse.

Og det fik familierne til at tage ordet foran retten.

Emma Webber holdt sig ikke tilbage i sin kritik mod politiet eller anklagemyndigheden, da hun torsdag tog ordet foran retten i Nottingham.
Emma Webber holdt sig ikke tilbage i sin kritik mod politiet eller anklagemyndigheden, da hun torsdag tog ordet foran retten i Nottingham. Foto: Jacob King/PA Images/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Retfærdigheden er ikke sket fyldest i dag. Vi er som familie blevet svigtet af flere myndigheders fejl og ineffektivitet,« sagde Emma Webber ifølge Sky News og rettede efterfølgende skarp kritik mod politichef Rob Griffin.

Hun mener nemlig, at Griffin har blod på sine hænder, som følge af at politiet ikke tilbageholdt Calocane i forbindelse med en udstedt arrestordre mod ham for et overfald mod en betjent allerede i september 2022.

Det var ikke kun politiet, der fik en hård medfart af familierne. 

Ifølge Emma Webber blev familierne ikke rådført af anklagemyndigheden om, at man ville rejse tiltale for manddrab og ikke mord.

Barnaby Webber var sammen med sin studiekammerat Grace O'Malley-Kumar på vej hjem fra en bytur den 13. juni.
Barnaby Webber var sammen med sin studiekammerat Grace O'Malley-Kumar på vej hjem fra en bytur den 13. juni. Foto: Nottinghamshire Police
Vis mere

»På intet tidspunkt gennem de sidste fem en halv måneder blev vi givet nogen indikationer om, at dette kunne resulterer i andet end mord,« sagde hun ifølge BBC.

En talsmand fra anklagemyndigheden har som modsvar oplyst til BBC, at man havde mødt med familierne online og igen i fysisk i december med flere tilbud om at mødes yderligere.

Ifølge 65-årige Ian Caotes søn har Valdo Calocane formået at slippe afsted med mord, og han lægger ligeledes ansvaret for sin fars død på myndighederne, skriver BBC.

Under retssagen kom det frem, hvordan den blot 19-årige Grace forsøgte at redde sin ven Barnaby Webber fra sin drabsmand, og hun blev i retten hyldet som helt.

»Hun greb modigt ind. Hun ville aldrig forlade en ven i nøden. Det lå ikke i hendes natur. Hun kæmpede heltemodigt og tappert mod dig,« lød det ifølge BBC fra hendes far, Sanjoy Kumar:

»Du viste dig at være en kold, fej og beregnende morder. Du gik skødesløst din vej og efterlod mit barn liggende på gaden.«

Valdo Calocane blev dømt til afsoning på et topsikret hospital.