'Pas på hinanden' er nu budskabet fra faren til en 19-årig pige, der tirsdag mistede livet i et brutalt knivoverfald i Nottingham.

I den engelske by afholdt indbyggere onsdag en mindehøjtidelighed, efter en 31-årig mand er blevet tilbageholdt og mistænkt for adskillige drab.

Det skriver Sky News.

Angrebet begyndte tirsdag morgen, hvor to universitetsstuderende blev stukket ihjel. Efterfølgende blev en 65-årig mand, Ian Coates, også stukket ned og dræbt et andet sted. Han fik stjålet sin varevogn.

Tre mennesker blev dræbt under det brutale angreb. Flere blev kvæstet. Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Samme varevogn blev kort efter brugt til at køre ind i tre mennesker i Nottinghams centrum.

Den mistænkte blev til sidst anholdt og skulle have været i besiddelse af en kniv.

Blandt ofrene var også den 19-årige unge mand Barnaby Webber.

Den mistænkte kommer oprindelig fra Vestafrika, men har været i Storbritannien i mange år, bekræfter officielle kilder over for BBC.

Mediet skriver, at han ikke i forvejen er kendt af politiet. Han skulle angivelig have problemer med sit psykiske helbred.

Politiet samarbejder med antiterror-enheden og forsøger at finde et motiv for angrebene, og betjente har tirsdag ransaget flere adresser i byen.

Drabene på to studerende har efterladt Nottingham University i chok, udtaler vicekansleren ifølge Sky News.

»De var begge to multitalenter. De var begge intelligente, dygtige sportsfolk. Deres undervisere sagde, at de var fantastiske i klasselokalet – de var ideelle studerende. Det er så trist, at deres liv blev stoppet på den måde, som de blev.«

Faren til den 19-årige pige, der hed Grace O'Malley-Kumar, takkede under mindehøjtideligheden de studerende for alt, de har gjort for hans datter.

»Den kærlighed, vi har her – jeg ville ønske, den var overalt.«